Slesvig-Holstens historie siden 1721

Efter Store Nordiske Krig inkorporerede Frederik 4. i 1721 de gottorpske dele af Slesvig i den danske krone (se Arvehyldningen i Slesvig), dog uden at indføre kongerigsk lovgivning og administration eller dansk administrationssprog. Også de sønderborgske hertugers andele og grevskaberne Pinneberg og Rantzau kom med tiden på kongens hænder.

I 1762 kom en gottorper, Peter 3., på den russiske trone, og en dansk-russisk krig truede, men i 1767 blev der indgået en aftale, der fra 1773 sikrede kongen den gottorpske del af Holsten. Hertugdømmerne var igen samlet under den danske konge (se også det gottorpske spørgsmål og Helstaten).

Tidens økonomiske fremgang gavnede søfart, handel og landbrug. Regeringens omfattende reformpolitik indebar bl.a. udskiftning af jorderne og ophævelse af livegenskabet. Kongetroskab og helstatspatriotisme var udbredt både blandt dansk- og tysktalende indbyggere.

Efter Det Tysk-romerske Riges opløsning indlemmedes Holsten 1806 i det danske monarki. Regeringens forsøg på at styrke Helstatens enhed og Hertugdømmernes danske element standsedes imidlertid af Napoleonskrigene.

Det danske nederlag i Englænderkrigene svækkede Helstaten. Holsten blev 1815 medlem af Det Tyske Forbund, og samtidig inspireredes professorer ved universitetet i Kiel af den tyske enheds- og frihedsbevægelse og grundlagde med udgangspunkt i Ridderskabets gamle privilegier slesvig-holstenismen.

Omkring 1840 begyndte den nationale konfrontation mellem den slesvig-holstenske og den danske bevægelse i Nordslesvig, som krævede dansk ligeberettiget med tysk i det sprogblandede Slesvig. Den fik støtte fra nationalliberale i Danmark, der ønskede Ejdergrænsen gennemført (se Ejderpolitik).

Op gennem 1840'erne agiterede begge bevægelser ivrigt via presse, folkefester og foreningsdannelser. Den augustenborgske linjes arvekrav blev fra 1844 en integreret del af slesvig-holstenismen, men blev afvist af kongen med Det Åbne Brev fra 1846. Endnu i 1848 var størstedelen af befolkningen imidlertid nationalt uengageret.

Inspireret af de europæiske revolutioner og udfordret af regeringsskiftet i København iværksatte slesvig-holstenske ledere den 24.3.1848 en opstand for Hertugdømmernes demokratisering og forening med Tyskland (Die Erhebung). En provisorisk regering blev dannet og anerkendt i Holsten og Sydslesvig, mens Nordslesvig forblev loyalt mod den danske konge.

Opstanden førte til krig med Danmark (1. Slesvigske Krig, se de slesvigske krige). Militær støtte fra Preussen sikrede indtil februar 1851 slesvig-holstensk herredømme over Holsten og til dels Slesvig.

En selvstændig slesvig-holstensk stat blev opbygget; en folkevalgt landsforsamling vedtog således 15.9.1848 en liberal statsgrundlov. Da Preussen opgav sin støtte, var den slesvig-holstenske sag imidlertid tabt, og det danske styre blev genetableret.

Dette formåede trods tidens økonomiske fremgang ikke at skabe en løsning på Helstatens forfatningsproblem, der både tilgodeså det konservative Slesvig-holstenske Ridderskab og det danske demokrati i kongeriget. Modviljen hos de slesvig-holstensk-sindede holdtes derimod ved lige af sprogreskripterne, der mod den berørte befolknings ønske indførte dansk som skole- og til dels kirkesprog i Mellemslesvig.

Den danske Novemberforfatning fra 1863, der var fælles for kongeriget og Slesvig, førte i februar 1864 til krig mellem Danmark og de tyske stormagter Østrig og Preussen (2. Slesvigske Krig).

Ved freden i Wien 30.10.1864 måtte Danmark afstå Slesvig og Holsten til de to sejrsmagter. Prins Frederik af Augustenborg rejste arvekrav på Hertugdømmerne og fik folkelig opbakning i Holsten og Sydslesvig, men blev udmanøvreret af den preussiske ministerpræsident Otto von Bismarck. Uenighed mellem Østrig og Preussen førte i 1866 til Den Preussisk-østrigske Krig, som Preussen vandt.

Ifølge Pragerfreden 1866 overdrog Østrig sine rettigheder i Slesvig og Holsten til Preussen, der i januar 1867 indlemmede Hertugdømmerne som provinsen Slesvig-Holsten. Hermed forenedes de i 1876 med det tidligere hertugdømme Lauenburg.

Domstole og forvaltning blev gennemgribende moderniseret efter preussisk mønster, hvormed århundreders administrative virvar ophørte. Indlemmelsen i Preussen vakte stærk modvilje i Hertugdømmerne.

De slesvig-holstensk-sindede forsonedes dog med Preussen efter Tysklands sejr over Frankrig 1870-71 og oprettelsen af Det Tyske Kejserrige. Det økonomiske opsving efter tilknytningen til den ekspanderende tyske økonomi virkede også integrerende.

Væksten fremmedes af investeringer i industrien og infrastrukturen (jernbanerne og Kielerkanalen fra 1895). Som helhed beholdt provinsen dog sit agrare præg. Blandt de tyske partier dominerede først de nationalliberale og venstreliberale, men snart vandt Socialdemokratiet et stærkt fodfæste i provinsen. Stærke nationalistiske strømninger samledes i kriger- og flådeforeninger.

Den dansksindede befolkning fastholdt ønsket om forening med Danmark, støttet på Pragerfredens Paragraf 5, der foreskrev en folkeafstemning om Nordslesvigs nationale tilhørsforhold. Forhandlinger herom mellem den preussiske og den danske regering strandede dog, og i 1878 ophævedes Paragraf 5.

Efter 1864 forsøgte de preussiske myndigheder først at integrere de dansksindede ved en ret moderat nationalitetspolitik. Fra 1880'erne skærpedes fortyskningspolitikken imidlertid med assimilering som mål, fx ved indførelsen af rent tysk skolesprog i 1888 og ved de politiske forfølgelser under overpræsident E.M. von Köller 1898-1901.

Den preussiske politik svækkede danskheden numerisk, men fremprovokerede tillige dens organisering i mange nationale foreninger (se Sønderjylland (nationale foreninger)). Først efter Tysklands nederlag i 1. Verdenskrig og Versaillesfreden løstes grænsespørgsmålet på grundlag af folkenes selvbestemmelsesret (se sindelagsgrænse).

Folkeafstemningerne 10.2.1920 i Nordslesvig og 14.3 i Mellemslesvig gav overbevisende hhv. dansk og tysk flertal og førte til Slesvigs deling langs nutidens dansk-tyske grænse (se Genforeningen).

Udgået fra matroser i flåden ved Kiel og støttet af soldater og arbejdere i land sejrede revolutionen allerede 5.-7.11.1918 i Slesvig-Holsten. Herfra bredte den sig til det øvrige Tyskland. Weimarrepublikkens demokrati hvilede dog også i Slesvig-Holsten på et usikkert fundament. Ved valgene trængtes Weimarpartierne (socialdemokrater og venstreliberale) snart tilbage, i 1920'erne af de tysknationale, i 1930'erne af nazisterne.

Ved rigsdagsvalget i juli 1932 opnåede NSDAP absolut flertal i provinsen. Kravet om en revision af 1920-grænsen blev fremsat af slesvig-holstenske højrepartier og grænseorganisationer, der støttede det tyske mindretal i Nordslesvig.

Den nazistiske magtovertagelse 1933 i Slesvig-Holsten fulgte det almindelige tyske mønster med ensretning af det økonomiske, politiske og kulturelle liv og forfølgelse af oppositionen og jøderne.

Den slesvig-holstenske kampagne mod 1920-grænsen og det danske mindretal i Sydslesvig intensiveredes, men en grænseflytning afvistes af den tyske rigsregering, og det danske mindretal beholdt sine rettigheder, om end dets medlemmer individuelt var under stærkt pres fra de lokale nazistiske omgivelser.

Ved en reform i 1937 afgav Slesvig-Holsten Altona og Wandsbek til Hamburg, men modtog til gengæld Lübeck og den oldenborgske enklave omkring Eutin.

Bortset fra de bomberamte storbyer Lübeck og Kiel blev Slesvig-Holsten forholdsvis lidt berørt af krigshandlinger under 2. Verdenskrig. Fra vinteren 1944-45 frem til 1946 modtog provinsen dog hundredtusinder af flygtninge og fordrevne fra de tyske østområder.

I krigens sidste dage flygtede også den tyske rigsregering under storadmiral Karl Dönitz nordpå til Flensborg, indtil den arresteredes af briterne.

Fra maj 1945 var provinsen besat og styret af briterne. 1946 fik Slesvig-Holsten status som selvstændig delstat med en ministerpræsident som regeringsleder. I 1947 blev den første landdag valgt.

Sin endelige form som moderne demokratisk forbundsland fik Slesvig-Holsten efter oprettelsen af Forbundsrepublikken Tyskland og vedtagelsen af en landsforfatning i 1949.

Forbundslandet fik del i det vesttyske "Wirtschaftswunder", men har dog ikke haft samme økonomiske vækst som andre forbundslande, og der har lejlighedsvis været debat om Slesvig-Holstens overlevelsesevne som selvstændigt forbundsland. Slesvig-Holsten har oftest haft ministerpræsidenter fra CDU, nemlig 1946-47, 1950-88 og fra 2005, mens SPD har regeret 1947-50 og 1988-2005.

Det totale tyske nederlag i maj 1945, nøden og flygtningepresset fik også mange tysksindede sydslesvigere til at sætte deres fremtidshåb til landsdelens forbindelse med Danmark. Det danske mindretal opnåede eksplosiv nytilgang, der opfangedes kulturelt i Sydslesvigsk Forening (SSF) og politisk i Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW).

Kravet om Sydslesvigs indlemmelse i Danmark lod sig imidlertid ikke realisere på grund af ledende danske politikeres skepsis mht. sindelagsskiftets holdbarhed. Efter det tyske samfunds stabilisering fra 1948/49 gik bevægelsen stærkt tilbage, og Sydslesvigspørgsmålet blev et nationalt mindretalsproblem.

Trods modstand fra borgerlige slesvig-holstenske politikere fik det sin løsning med Kielerklæringen 1949 og især med København-Bonn-erklæringerne af 1955, der skabte rammerne for nutidens fredelige dansk-tyske sameksistens syd og nord for grænsen af 1920.