Ved gadekæret i landsbyen Skuldelev i Hornsherred lå en metalvirksomhed i årene 1968-1983. Den anvendte klorerede opløsningsmidler til rensning og affedtning af metal. Herfra blev forurening i form af perchloretylen (PCE) spredt under store dele af landsbyen via gadekæret og utætte kloakledninger. Forureningen har også nået grundvandet.

Der er tale om en af Danmarks såkaldte generationsforureninger. Forskellige indsatser for at begrænse forureningen har været i gang siden 2008 og ventes at skulle fortsætte ind i anden halvdel af det 21. århundrede.

Forureningen har været så omfattende, at den har kunnet spores i poreluften under boliger i byen. Spredningen i grundvandet har ført til lukning af den ene af det lokale vandværks tre drikkevandsboringer, fordi forureningen havde kurs direkte mod boringen.

Oprensning siden 2008

Oprensning af de mest forurenede områder, gennemført af Region Hovedstaden siden 2008, betyder, at der ikke længere er risiko for indeklimaet i byens boliger. Der vurderes heller ikke at være nogen sundhedsmæssig risiko ved at spise frugt og grøntsager fra landsbyens haver.

Endelig er forureningen af grundvandet under den østlige del af Skuldelev aftagende.

Der er dog behov for yderligere oprensning af grunden på Vestergade 5. Dertil kommer afværgepumpninger, der skal holde forureningen af grundvandet væk fra drikkevandsboringer. Pumpningen vurderes at skulle fortsætte indtil 2057.

Den samlede regning for oprensingen skønnes at blive på 150 millioner kroner (2024).

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig