Alle med sygdommen har lav fødselsvægt, selvom de er født til termin. De vokser langsommere end normalt og viser generel muskelslaphed og forsinket udvikling.
Suge- og spisevanskeligheder er meget almindelige, og i den forbindelse ses det hyppigt, at indhold fra mavesækken kommer op i spiserøret igen (gastroøsofageal refluks).
Personer med sygdommen har et udseende præget af bred, flad næserod, høj pande, bred afstand mellem øjnene (hypertelorisme), kort afstand mellem overlæbe og næse, nedadpegende mundvige, lille kæbe og dårligt udformede ydre ører med små fordybninger og takker.
Mellem 60-70 % har skeletforandringer, 50 % har medfødt hjertefejl, 40 % har nedsat hørelse, 35 % har hjernemisdannelser og 25 % har urinvejsmisdannelser.
Knapt 50 % lærer at gå, halvdelen af disse med støtte. Nogle få lærer at spise selv, tage tøj på og udføre enkle opgaver.
Epilepsi forekommer hos cirka 50 %. De første anfald ses, når barnet er mellem tre måneder og to år. Anfaldene bliver færre i ungdomsårene.
Alle har forskellige grader af udviklingshæmning. Hos omkring 65 % er denne alvorlig, mens omkring 35 % har moderat til let udviklingshæmning.
Nogle få udvikler sproglige ytringer. De fleste udvikler en eller anden form for ikke-sproglig kommunikation ved brug af gestik.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.