Heinrich Carl Schimmelmann

Heinrich Carl Schimmelmann stod i lære hos en købmand i Stettin. Han begyndte som helt ung med eget firma, der stod for transport på nordtyske floder, men som gik konkurs. I stedet slog han sig i 1745 ned i Dresden, hvor han kom til at tjene stort på diverse leverancer til den preussiske konges hær. Her traf Schimmelmann sin tilkommende, Caroline Tugendreich Friedeborn, som han ægtede i 1747. Hans veludviklede handelstalent viste sig for eksempel ved, at han som delvis betaling fra kongen fik overdraget den berømte porcelænsfabrik i Meissen med hele dens værdifulde varelager.

Krigshandlinger og usikre tider i det østlige Tyskland fik imidlertid Heinrich Carl Schimmelmann til at flytte til Hamburg, hvor han indrettede sin bolig og firma i et fornemt palæ i Mühlenstrasse. I Hamburg solgte han det dyre Meissenporcelæn og kastede sig over vekseltransaktioner og mønthandel. I den forbindelse undså han sig ikke for under falsk navn og ved bestikkelse at handle med og endda selv præge underlødige sølvmønter.

Schimmelmanns økonomiske udbytte var stort, og han blev modstræbende beundret som en veritabel finanstroldmand. For sine mange penge anskaffede han sig de holstenske godser Ahrensburg og Wandsbek, hvis landbrug snart gav ham pæne overskud.

Rygtet om finansgeniet Heinrich Carl Schimmelmann fik Frederik 5. til at invitere ham til Danmark med den opgave at sætte statens og hele nationens nødlidende økonomi på en bedre fod. Schimmelmann ankom til Danmark i 1761, hvor han straks løste statskassens akutte likviditetskrise ved at formidle udenlandske lån. På lidt længere sigt foranledigede han salg af store dele af krongodset og udskrivelse af en ekstraskat på alle borgere i 1762. Desuden lagde Schimmelmann sammen med J.H.E. Bernstorff grunden til de kommende reformer af det danske landbrug efter forbillede af det mere moderne og effektive holstenske agerbrug. Også ophjælpning af håndværk og industrilignende foretagender lå ham på sinde.

Schimmelmann var på færde overalt i landets materielle administration, men særlig udenrigshandel og søfart havde hans store interesse – både på statens og egne vegne. Allerede i slutningen af 1760’erne var han blevet den vigtigste mand i finansadministrationen, og han kom efterhånden til at sidde på en meget lang række offentlige poster som minister og medlem af vigtige kommissioner. Derfor gik han som regel blot under navnet Skatmesteren. Allerede kort efter sin ankomst til landet var Schimmelmann blevet baron, og i 1779 blev han ophøjet i lensgrevestanden. Han endte som ridder af Elefantordenen.

Denne særdeles succesrige pengemand ejede til gengæld ingen evner eller interesse for de immaterielle og finkulturelle sider af samfundslivet. Betegnende er således en efter sigende sand anekdote, der fortæller, at han til en håbefuld ung naturforskers anmodning om støtte til udgivelse af et værk om insekter svarede: ”Jamen gavner det også handelen?”

Heinrich Carl Schimmelmanns offentlige virke var tæt sammenvævet med hans private økonomi, som i mange tilfælde profiterede af hans viden om for eksempel kommende politiske tiltag eller af lukrative dispensationer fra almindelige love og bestemmelser.

Da eksempelvis Kronborg Geværfabrik i Hellebæk blev sat til salg af staten, fejede Schimmelmann en andens ellers godkendte købstilbud brutalt af bordet og lod i stedet kongen sælge fabrikken til ham selv i 1768, dog for et lidt højere beløb. Og da staten solgte ud af sine andre ejendomme, købte Schimmelmann i 1763 alle kronens fire store plantager i Dansk Vestindien sammen med Danmarks største sukkerraffinaderi på Christianshavn til særdeles fordelagtig pris.

Desuden investerede han i flere godser som Lindenborg i Himmerland, samt i det prægtige berckentinske palæ, i dag kaldet Odd Fellow Palæet, i Bredgade i København. Et passende sommerlandsted var Sølyst i Klampenborg lidt nord for hovedstaden.

Det schimmelmannske forretningsimperium var så mangesidigt, at det kunne danne grundlag for et særdeles indbringende økonomisk kredsløb, idet man selv rådede over både sagkundskab, kapital, varer og skibe.

I vestindienfarten for eksempel sendte Schimmelmann fødevarer og brændevin fra godserne og skydevåben fra Kronborg Geværfabrik til Guldkysten. Der blev det byttet til afrikanske slaver, som blev fragtet over Atlanten til Dansk Vestindien, hvor de enten blev bortauktioneret eller indsat i arbejdsstyrken på familiens plantager. Det råsukker, som blev produceret, blev – sammen med andre kolonivarer som bomuld og tobak – sendt til Danmark, hvor det blev raffineret. Det raffinerede fine hvide sukker blev for størstedelens vedkommende eksporteret til Norge eller udlandet.

Da Schimmelmann døde 57 år gammel, efterlod han sig en enke, tre sønner og to døtre, foruden en kolossal formue på omkring fem millioner rigsdaler. Han havde således arbejdet sig op til at blive Danmarks største skatteyder. I sit testamente havde han bestemt, at enken forlods skulle have bypalæet i Hamburg, og at sønnerne skulle have et gods hver – Ernst Schimmelmann, som var den ældste, fik Lindenborg. Resten af formuen skulle båndlægges i et dertil oprettet fideikommis under navn af Det Grevelige von Schimmelmannske Fideikommis’ Arvinger, hvis afkast var beregnet til, at de efterladte skulle kunne leve af det.

Ved Heinrich Carl Schimmelmanns død indberettede den velunderrettede britiske ambassadør i København, at ”hans død vil blive yderst mærkbar for hans land, for dets blomstrende handel må utvivlsomt tilskrives ham. Hans energiske og initiativrige indstilling prægede hver eneste institution, og han greb selv enhver mulighed for fordelagtig handlen”.

• handelskompagni
• danske tropekolonier
• trekantshandel
• slaveri
• dansk slaverihistorie 1660-1848