Philip Gardelin

I løbet af 1720’erne var antallet af slaver i Dansk Vestindien vokset ganske betydeligt, hvad der gjorde den fåtallige hvide befolkning nervøs. Derfor udarbejdede Philip Gardelin et slavereglement, dateret den 5. september 1733, som repræsenterede et rendyrket slaveejerstandpunkt.

Indledningen opridsede baggrunden således: ”Jeg Philip Gardelin giør vitterlig for alle Negrene paa dette Eyland, hvorledes jeg ugierne maa fornemme, at vores Negre som af Gud selv ere giorte til Slaver, ey alene ligesom tilsidesætte deres Slave Pligter mod de Blanke [d.v.s. de hvide] i almindelighed, hvorom de i Aaret 1706 ved en Placat ere advarede, men vise og i særdeleshed en virkelig Ulydighed imod deres Mestere eller Mesterinder, hvis Penge de dog ere, og derfor ere dem des større Underdanighed skyldige, som at der iblandt Negerne begaaes mange Tyverier og andre onde og strafværdige Ting”.

For at råde bod på denne uholdbare situation forordnede guvernør Gardelin en række meget brutale straffebestemmelser for forskellige forseelser. Fx skulle en slave, som forsøgte at flygte fra øerne, knibes med gloende jerntænger på tre forskellige steder i byen til skræk og advarsel og derpå hænges, alt sammen i fuld offentlighed. Samme straf skulle gælde for en slave, som truede eller lagde hånd på en hvid, hvis denne forlangte det, ellers kunne slaven nøjes med at få højre hånd hugget af. Mildere straffe ved andre forseelser kunne være brændemærkning i panden eller voldsom piskning.

I alt omfatter reglementet 19 paragraffer. Nogle af dem forbød bl.a., at slaverne festede med musik og dans, at de udøvede voodoo eller andre trolddomskunster, eller at plantageslaver færdedes i byen om aftenen. Tre gange om året skulle slavereglementet oplæses offentligt, så det var kendt for alle.

Gardelins slavereglement afspejlede øernes helt igennem voldelige kolonisamfund, hvor det i lang tid efter satte rammen for opretholdelsen af de hvides inhumane herredømme over slaverne.

Da der i november 1733 udbrød et omfattende slaveoprør på Sankt Jan, var det nye slavereglement nok en medvirkende årsag, men først og fremmest bundede oprøret dog i flere års misvækst, orkaner og generel nød blandt slaverne på øen. Gardelin tog selv derover for at danne sig et indtryk af den faretruende situation, og da oprøret brød ud, undslap han kun med nød og næppe og kom tilbage til Sankt Thomas på en tilfældigt forbipasserende båd.

De følgende år blev det Gardelins opgave som guvernør at bringe Sankt Jan på fode igen efter nedkæmpelsen af oprøret – og ikke mindst at sørge for opdyrkningen og koloniseringen i det hele taget af Sankt Croix (nu Saint Croix), som blev købt af Frankrig i 1733.

I februar 1736 fratrådte Phillip Gardelin guvernørposten og sejlede hjem til Danmark. Senere samme år indgav han til Vestindisk-guineisk Kompagni et forslag til et nyt og væsentligt mere afdæmpet reglement, idet han nu mente, at det ville være mere formålstjenligt at afstå fra de mest drakoniske straffe af slaverne og at behandle dem væsentligt bedre i det hele taget. Fx burde plantageejerne tildele deres slaver bedre klæder og mad samt et lille jordstykke, hvor de kunne dyrke grøntsager; det skulle også være en pligt at undervise slaverne og missionere blandt dem; og desuden skulle man tage sig af gamle og uarbejdsdygtige slaver. Gardelins reformforslag blev dog blot henlagt af kompagniet uden videre. Han døde fire år senere.

Gardelins nye forslag minder meget om de tanker, som Ernst Schimmelmann og hans ligesindede fremsatte et halvt århundrede senere vedrørende visse forbedringer af slavernes vilkår.

• Dansk Vestindien
• dansk slaverihistorie 1660-1848
• slaveri
• slaveriets afskaffelse
• danske tropekolonier
• trekantshandel
• kolonialisme

• Guvernør Gardelins slavereglement

• Temaside: Dansk kolonialisme og imperialisme