Amblyopi er en tilstand hvor synsstyrken på det ene øje ikke har udviklet sig normalt i barnealderen. Det kan for eksempel skyldes skelen eller brydningsfejl. Ved behandling af amblyopi tvinger man det dårlige øje til at blive brugt. Det kan gøres ved at anvende en klap på det normale andet øje en vis tid i løbet af dagen.
Klapbehandling
Af /Science Photo Library/Ritzau Scanpix.

Amblyopi er nedsat skarpsyn (visus), uden at det ved en almindelig øjenundersøgelse er muligt at finde nogen synlig, organisk årsag til synsnedsættelsen. Tilstanden er normalt ensidig, men kan i særlige tilfælde også være dobbeltsidig.

Faktaboks

Etymologi

Ordet kommer af det græske ord amblyops 'med sløvt øje', heraf amblyopia 'sløvøjethed'.

Også kendt som

dovent øje, sløvt øje

Amblyopi opstår kun i barndommen og udvikler sig hurtigere og kraftigere, jo yngre barnet er. De mest almindelige årsager til amblyopi er skelen, brydningsfejl og grå stær. Tilstanden kræver, at man tidligt kommer i gang med behandling, mens hjernen stadig har et stort udviklingspotentiale. Samtidig er det også lettest at forhindre amblyopi hos de yngste børn, hvor hjernens udviklingsmulighed er betydelig.

Betegnelsen amblyopi bruges kun, hvis forskellen mellem de to øjne ved synsundersøgelse er mindst to linjer på synstavlen.

Årsager til amblyopi

Amblyopi skyldes, at der opstår strukturelle ændringer i hjernens synscenter, hvor parallelle ledningsbaner modtager synsimpulser fra tilsvarende nethindeområder i de to øjne. Hvis et af øjnene i småbarnsalderen ikke bruges lige så meget og har lige så godt syn, som det andet øje, svækkes nervebanerne fra øjet fra skarpsynsområdet i nethinden (den gule plet) til skarpsynsområdet i hjernens synscenter. Dermed stimuleres synscenteret ikke lige så godt af synsindtryk fra begge øjne, og området i synscenteret, der modtager synsindtryk fra det ramte øje, bliver ikke fuldt udviklet.

Der er flere grunde til, at synsindtrykkene bliver hæmmet. Som regel skyldes det én af disse tre årsager:

  1. barnet skeler
  2. barnets ene øje har en større, ikkebehandlet brydningsfejl end det andet øje, såkaldt anisometropi
  3. synet i det ramte øje er reduceret på grund af grå stær eller andre uklarheder, der hindrer synsindtrykkene i at nå frem til øjets nethinde

Skelen

Hvis det samme øje altid skeler, vil barnet ubevidst undertrykke synet fra dette øje for at forhindre dobbeltsyn (såkaldt suppresionsamblyopi). Hvis skelen konstant veksler mellem begge øjne (alternerende strabisme), bliver normalt ingen af øjnene amblyope.

Brydningsfejl

Hvis det ene øje har en betydeligt større brydningsfejl end det andet øje, får førstnævnte øje et betydeligt mere uklart billede på nethinden. Et meget uklart billede vil undertrykkes i synscenteret for ikke at forstyrre synsinformation fra det bedste øje.

Det er især større langsynethed (hypermetropi) i det ene øje end i det andet, der disponerer for amblyopi, fordi det mest langsynede øje kræver en større akkommodationsanstrengelse end det andet øje for at se skarpt. Akkommodation indtræder ubevidst og ens på de to øjne og begrænses til den akkommodation, som det mindst langsynede øje har brug for. Dermed bliver billedet i det mest langsynede øje uskarpt, og øjet bliver amblyopt, hvis tilstanden ikke opdages.

Større nærsynethed (myopi) i et øje end i det andet giver sjældnere amblyopi, fordi det mest nærsynede øje ofte har god synsskarphed uden akkommodation ved synsopgaver på nært hold.

Uens brydningsfejl i de to øjne disponerer også for skelen, og amblyopi skyldes derfor ofte en kombination af både brydningsfejl og skelen.

Uklarheder og hindring af synsindtryk

Sygdomme og skader, der medfører for eksempel uklar hornhinde, grå stær eller et hængende øvre øjenlåg (ptose), vil føre til en deprivasionsamblyopi. Dette er den mindst almindelige type amblyopi. Hvis begge øjne er ramt af sådanne synshæmmende øjenforandringer i ung alder, kan begge øjne blive amblyope.

Diagnostik

Ved synsundersøgelse er synsstyrken i et amblyopt øje mindst to linjer dårligere end i det andet øje. I det ramte øje kan synsstyrken være helt ned til fingertælling på én meters afstand. Fingertælling vil sige, at personen kun kan skelne antallet af fingre, undersøgeren holder op, men personen kan ikke skelne bogstaver eller figurer.

Selvom skarpsynet (visus) er svækket ved amblyopi, kan øjets synsfelt være rimeligt godt, ofte helt normalt. Selv et svært amblyopt øje skal aldrig opfattes som blindt.

Behandling af amblyopi

Ved mistanke om amblyopi skal der altid foretages en nøjagtig bestemmelse af øjnenes brydningsfejl. Dette gøres oftest med objektiv refraktionering (skiaskopi eller autorefraktion), fortrinsvis mens øjets akkommodation er lammet af øjendråber med atropin eller lignende. Særligt ved mindre anisometropier kan brug af korrekt brille være tilstrækkelig til behandling af amblyopien.

Okklusionsbehandling

Amblyopi, der skyldes skelen og/eller brydningsfejl, behandles oftest med okklusionsbehandling (klapbehandling). Det vil sige, at det gode øje dækkes med en klap, så barnet tvinges til at bruge det amblyope øje.

Et alternativ til klapbehandling er, at det gode øje dryppes med atropinholdige øjendråber. Atropin lammer øjets akkommodation, så dette øje ikke ser klart på nært hold. Mange har ment, at den bedste effekt af okklusionsbehandling opnås, hvis barnet under klapbehandlingen får synsopgaver med små, detaljerede objekter på nært hold, men det er ikke veldokumenteret.

Hvor længe den daglige okklusionsbehandling skal vare, bestemmes ud fra barnets alder, graden af amblyopi og effekten af behandlingen. Okklusionsbehandlingen afsluttes normalt, hvis der de sidste 6–12 måneder ikke har været synsforbedring.

Klapbehandlingen er mere effektiv, jo tidligere man kommer i gang. Effekten er sandsynligvis lille efter 10–12-årsalderen, men tilsyneladende kan nogle også have effekt efter.

Det er også værd at bemærke, at der findes mange veldokumenterede tilfælde, hvor personer, der i voksenalderen får væsentlig svækkelse eller tab af synet i deres gode øje, oplever en tydelig forbedring af skarpsynet i deres tidligere amblyope øje.

Operation

Ved medfødte sygdomme, der indebærer stor risiko for deprivasionsamblyopi, skal amblyopireducerende tiltag iværksættes hurtigt. Derfor skal en udtalt, medfødt grå stær gerne opereres allerede 6–8 uger efter fødslen.

Forebyggelse af amblyopi

Der er langt færre børn, der udvikler amblyopi i dag end tidligere. Det skyldes den obligatoriske øjenundersøgelse, som alle 4-årige skal gennemgå. Ved denne undersøgelse testes synsstyrken i hvert øje for sig hos sygeplejersken, og børn med svækket syn skal henvises til øjenundersøgelse hos en øjenlæge. Korrekt diagnostik og brillebehandling af brydningsfejl er vigtig.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig