Vanddrivende lægemidler er lægemidler, der fremmer nyrernes udskillelse af salt og vand. De anvendes ved sygelige tilstande med væskeophobning i kroppen (ødemer), fx ved svigtende hjertefunktion (hjerteinsufficiens), samt ved blodtryksforhøjelse, hvor de virker blodkarudvidende og dermed nedsætter blodtrykket. Vanddrivende lægemidler er blandt de mest anvendte lægemidler, idet mindst én ud af 20 danskere dagligt indtager en dosis.
diuretika
Vanddrivende lægemidler inddeles i tre hovedtyper efter deres virkningssted i nyrernes rørsystem. Loopdiuretika (slyngediuretika) virker i Henles slynge, thiazider virker i distale tubulus, og kaliumbesparende diuretika virker i samlerørene.
De tidligst anvendte lægemidler var thiazider, fx hydrochlorthiazid, der har en langsomt indsættende virkning, som til gengæld varer næsten hele døgnet. Nyere loopdiuretika, fx furosemid og bumetanid, har en hurtigt indsættende virkning, der varer op til ca. seks timer.
Loopdiuretika og thiazider øger primært urinudskillelsen af natrium og klorid, hvilket medfører øget vandudskillelse. Thiazider virker mildt og langvarigt, mens loopdiuretika virker kraftigere med risiko for dehydrering. Loopdiuretika bevarer effekt ved nedsat nyrefunktion, hvor thiazider ofte mister virkning.
Ved langvarig behandling er døgnurinproduktionen ikke væsentligt øget. Især ved loopdiuretika ses dog et ændret døgnmønster med kraftig vandladning ca. en time efter indtagelse og reduceret vandladning senere. Det gør, at thiazider bør foretrækkes, når deres effekt er tilstrækkelig.
I tillæg til øget natrium- og vandudskillelse medfører både thiazider og loopdiuretika også en øget kaliumudskillelse. Det kan medføre hypokaliæmi med risiko for hjerterytmeforstyrrelser og muskelsvækkelse. Tilskud af kalium eller anvendelse af kombinationspræparater er derfor almindeligt. Kaliumbesparende diuretika som spironolacton hæmmer kaliumudskillelsen. Eplerenon, et relativt nyt kaliumbesparende diuretikum, anvendes især ved hjertesvigt.
Nyere lægemidler som SGLT2-hæmmere, fx dapagliflozin, har en mild, glukoseafhængig vanddrivende effekt og anvendes i stigende grad ved hjertesvigt og diabetisk nyresygdom.
Vanddrivende lægemidler anvendes ved de fleste former for væskeophobning i kroppen, fx hjerteinsufficiens og lever- og nyresygdomme. De virker dog ikke godt ved lokaliseret væskeophobning, fx ved årebetændelse eller væskeophobning i bughule eller omkring lungerne pga. kræftsygdomme.
I svære tilfælde kan lægemidler fra de tre hovedgrupper kombineres. Bruges vanddrivende lægemidler som blodtryksnedsættende stoffer, foretrækkes thiazider pga. deres langsomt indsættende virkning og beskedne påvirkning af vandladningsmønstret. I modsætning til flere andre typer blodtryksnedsættende lægemidler er det vist, at thiazider ikke kun nedsætter blodtrykket, men også reducerer blodtryksforhøjelsens følgesygdomme i form af slagtilfælde (apopleksi) og hjertesvigt (hjerteinsufficiens).
Vanddrivende lægemidler har generelt få alvorlige bivirkninger. Den vigtigste bivirkning er den øgede kaliumudskillelse medført af thiazider og loopdiuretika og den eventuelt øgede kaliumtilbageholdelse ved kaliumbesparende lægemidler. Hos patienter med sukkersyge (diabetes mellitus) kan blodsukkeret stige, og ved urinsyregigt (podagra) ses ofte forhøjet koncentration af urinsyre i blodet med risiko for anfald af urinsyregigt.
Der kan optræde lysudslæt og impotens, og hos ældre ses også svimmelhed med faldtendens. Under hedebølger øges risikoen for hedekrampe pga. saltmangel. Mange vanddrivende lægemidler hæmmer udskillelsen af lithium, hvilket kan have betydning ved behandling af bipolar lidelse. Diuretika forstærker virkningen af ACE-hæmmere, mens NSAID-lægemidler som ibuprofen hæmmer effekten af de fleste vanddrivende midler.
Vanddrivende lægemidler er ikke teratogene og fremkalder altså ikke misdannelser, men bør alligevel anvendes med forsigtighed under graviditet pga. risiko for salt- og væskemangel. De kan nedsætte mælkeproduktionen, men kan anvendes under amning.
Misbrug af vanddrivende lægemidler kan forekomme, især i forbindelse med et tilstræbt vægttab, fx ved spiseforstyrrelser, eller ved doping med henblik på fortynding af urinen for at sløre tilstedeværelsen af andre dopingstoffer. Ved misbrug kan der dog forekomme bivirkninger i form af forstyrrelser i saltbalancen. Ved pludseligt ophør med behandlingen forekommer ofte en periode med væsketilbageholdelse i kroppen og deraf en følgende forbigående vægtøgning.
Forskellige lægeplanter, fx padderok, har en svagt vanddrivende effekt ligesom kaffe og te. Intensivt forbrug af kaffe og te kan derfor medføre let dehydrering.
Lars Findsen er netop blevet tilkendt en erstatning på 20.000 kroner for, at PET i 2022 delte oplysninger af privat karakter med partiledere i Folketinget. Byretten fandt, at PET's briefing var "unødigt krænkende". Anklagemyndigheden vil anke dommen.
Novo Nordisk har fremlagt regnskab, hvor virksomheden igen nedjusterer salgsforventningerne. Samtidig melder virksomheden, at den store fyringsrunde på 5000 medarbejdere i Danmark er afsluttet.
Zohran Mamdani er valgt til ny borgmester i New York City fra 1. januar 2026. Mamdani tilhører den progressive fløj i Det Demokratiske Parti, og det overordnede fokus for hans valgkampagne var at gøre byen mere tilgængelig for folk med middel- eller lavere indkomst.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.