kvinderepræsentation

1970-90'erne kom der et gennembrud i kvinderepræsentationen i Danmark og i hele Norden, både internt i de politiske partiers ledelse og i de folkevalgte forsamlinger. Inspireret af kvindebevægelsens anden bølge og den nye kvinde- og kønsforskning, var fokus ikke længere kvindernes påståede manglende politiske dannelse. Kritikken blev i stedet rettet mod de mange institutionelle barrierer, kvinder mødte i politik. I FN-deklarationen Platform for Action, vedtaget på FN's Verdenskongres om Kvinder i 1995 i Beijing, taltes der nu om ”diskriminerende attituder og praksis” og ”ulige magtrelationer” mellem kvinder og mænd som årsag til kvindernes underrepræsentation i politik.

Norden blev verdensberømt for sin høje andel kvinder i politik, idet Danmark, Finland, Norge og Sverige samt Holland som de første i verden i 1990'erne nåede op over 30 % på et tidspunkt, hvor verdensgennemsnittet var 11 %. Samtidig blev ligestillingspolitikken udviklet i Norden, og presset for øget kvinderepræsentation kom nu ikke kun fra kvindeorganisationerne, men også fra statslige, amtskommunale og kommunale ligestillingsråd.

SF blev i 1979 det første parti med kvindeflertal i Folketinget, efterfulgt af Centrum-Demokraterne i 1990. Radikale Venstre opnåede 50 % kvinder i 1994 og Enhedslisten i 2001. Kvindeandelen varierer fra valg til valg, men Socialdemokratiet og Venstre har hidtil (2025) haft mandeflertal i deres folketingsgrupper efter alle valg.

Efter at kvinderepræsentationen havde nået en tredjedel indtraf imidlertid en vis stilstand i Danmark. Forskningen kunne vise, at mange partier mente, at målet nu stort set var nået. Først ved valget 2022 kom en reel stigning til 44 %, hvilket bragte Folketinget på højde med de øvrige nordiske parlamenter. Den internordiske sammenligning understreger betydningen for kvinderepræsentationen af den kønspolitiske diskussion og kvindebevægelsens styrke.

Ved valgene til kommunalbestyrelserne i 2021 blev kvindeandelen 35,9 % også den højeste hidtil. I Regionsrådene blev der opnået fuld kønsparitet (50,2 %). De fire nordatlantiske mandater, to fra Grønland og to fra Færøerne, var længe udelukkende besat af mandlige repræsentanter. Først efter årtusindskiftet blev også kvinder valgt på disse mandater.

Kønskvotering ved valg bruges i dag i over halvdelen af verdens lande. Ikke mindst via de forskellige typer af kønskvotering har mange lande i løbet af de seneste årtier overhalet Danmark mht. kvinderepræsentation, som i 2025 ligger på en 20.-plads på verdensranglisten for nationale parlamenter. Mens mange europæiske lande, herunder Frankrig, Belgien, Spanien, Slovenien, Polen og Portugal har indført kønskvotering for kandidater ved lov gældende for alle partier, er der i Norden en lang tradition for såkaldt "frivillig partikvotering", hvor individuelle partier opstiller egne regler. Det kan fx være mindst 30 eller 40 % af begge køn på partiets valglister eller "flettesystemet" med 50-50 % kvinder og mænd, placeret skiftevis på valglisterne, kendt fra Norge, Sverige og Island.

I Danmark har kønskvotering været særlig kontroversielt med kun nogle kortvarige forsøg med kønskvotering hos Socialdemokratiet og SF i 1980-90'erne. Imidlertid har Socialdemokratiet i 2024 indført en intern regel om, at ”intet køn på hver opstillingsliste kan være repræsenteret med mere end 60 %”, og at ”de første seks kandidater opstilles skiftevis mellem kønnene”.

De fleste teorier om variationer i kvinderepræsentationens størrelse hviler på analyser af forskelle mellem lande og forskelle over tid. Med analyserne forsøger man at indfange de strukturelle faktorer, der ligger bag variationerne, såsom forskelle i udviklingsniveau, socioøkonomiske betingelser, kulturelle forskelle og ikke mindst betydningen af valgsystemerne og andre institutionelle faktorer, fx partisystemet og kønskvoteringsregler. Generelt har fraværet af religiøse og etniske konflikter i samfundet samt stærke kvindeorganisationer formentlig haft betydning for den tidlige nordiske førertrøje. I modsætning til tidligere gælder det dog ikke i dag, at kvinderepræsentationen er højest i de lande, som først gav kvinder stemmeret, og kvindeandelen er heller ikke størst i de rigeste eller de mest udviklede landes parlamenter.

Kvinderepræsentationen i verdens parlamenter i gennemsnit er steget fra 11 % i 1995 til 16 % i 2005 og til 27 % i 2025. Der er dog stadig langt fra paritet, og stigningstakten er faldende. Næsten 30 lande i verden har i dag over 40 % kvinder deres parlamentet, heraf seks lande med 50 % eller derover, fx Rwanda med 64 % og Mexico med 50 %.

Lande med forholdstalsvalg (proportional representation, PR), som bl.a. de nordiske lande, får i gennemsnit en højere andel kvinder valgt end lande med majoritetsvalg i enkeltmandskredse, som fx USA, Storbritannien og Indien. Denne forskel kan forventes at stige yderligere, fordi det har vist sig lettere at tilpasse et kvoteringssystem, fx med krav om minimum 30, 40 eller 50 % af begge køn, i PR-systemer med mange kandidater pr. parti i hvert valgdistrikt.

Forklaringen på PR-systemernes fortrin, også uden kvotering, er, at partierne har opstillingslister med mange navne og dermed mener bedre at kunne inkludere nye grupper såsom kvinder og minoriteter. Modsat vil partierne under majoritetsvalg være utilbøjelige til at opstille en kvinde som deres eneste kandidat. Men PR i sig selv giver ikke høj kvindeandel. Det viser fx de mange år med kun 2-3 % kvinderepræsentation i Danmark gennem hele mellemkrigstiden, trods indførelse af forholdstalsvalg allerede i 1918-1920.

Danmark er et af de få lande i verden, hvor de enkelte partier ved folketingsvalget selv kan bestemme, om de vil gøre brug af mere åbne eller mere lukkede opstillingsformer. Mens kredsopstilling og partilister var mere hyppigt anvendt tidligere, har de danske partier siden 1970-80’erne i stadig højere grad valgt mere åbne, sideordnede opstillingsformer, hvor vælgernes personkryds har størst betydning, og det har gavnet kvinderepræsentationen. Partilister var tidligere udbredt blandt venstrefløjens partier, inkl. Socialdemokratiet, og i årtierne efter 2. Verdenskrig så man mange eksempler på, at kendte kvindelige kandidater trods høje personlige stemmetal ikke opnåede valg, fordi det ved partiliste er svært for vælgerne at "sprænge" partiets rangorden af kandidaterne på stemmesedlen med de mange mandlige kandidater i toppen.

• stemmeret til kvinder
• partipolitiske kvindeorganisationer
• kvindebevægelsen
• ligestilling
• feminisme

• Gender Quotas Database – database over lande med kønskvotering ved valg, herunder de forskellig anvendte typer af kvotering, af International IDEA
• Monthly ranking of women in national parliaments – månedlig opgørelse over kvinder i nationale parlamenter af den Inter-Parlamentariske Union, IPU.

• Christina Bergqvist et al (red.): Likestilte demokratier? Kjønn og politik i Norden. Universitetsforlaget Oslo, 1999.
• Ulrik Kjær: "Kvinder i kommunalpolitik – er grænsen nået?", Kvinder, køn & forskning, 2001, vol.1 (1).
• Eva Hemmer Hansen: Blåstrømper, rødstrømper, uldstrømper. Dansk Kvindesamfunds historie i 100 år. Grevas, 1970.
• Maria Thiemer og Drude Dahlerup: ”Kvinderepræsentation ved åbne eller lukkede valglister. Betydningen af de mange opstillingsformer ved danske valg”, ss. 253-291 i Anette Borchorst og Drude Dahlerup (red.): Konflikt og konsensus. Det danske ligestillingspolitiske regime. Frydenlund Academic, 2020.