Københavns Kommune har særstatus som landets hovedstadskommune, hvor konge- og regeringsmagten samt størstedelen af den statslige administration hører til. Desuden er det den kommune, der har landets højeste indbyggertal. Den er landets vigtigste turistmagnet, centrum for finansverdenen og de store organisationer og rummer landets største forsknings- og uddannelsesinstitutioner. Politisk ligner den heller ikke landets øvrige kommuner.
Siden årtusindskiftet har kommunen gennemlevet en stærk udvikling med en stor stigning i befolkningstallet og såvel økonomisk som social fremgang. Det står i skarp kontrast til den langvarige tilbagegang, der i 1970’erne og -80’erne prægede hovedstadskommunen.
I første del af 1990’erne blev det besluttet at igangsætte en række store infrastrukturprojekter med en fast forbindelse over Øresund og en københavnsk metro som de største tiltag. Samtidig begunstigede hele den erhvervsmæssige udvikling igen storbyer som København. Store dele af efterkrigstiden havde været præget af, at virksomheder – især større industrier – flyttede fra kommunen. Omkring årtusindskiftet medvirkede udviklingen i service- og videnssamfundet til, at der igen kom flere arbejdspladser til den store by med de mange forskningsinstitutioner og udviklingsmiljøer samt den veluddannede arbejdskraft og det attraktive kulturliv.
Når København markedsføres internationalt, er det sjældent med fremhævelse af de kommunale grænser. Et eksempel er det erhvervspolitiske samarbejde Greater Copenhagen, der omfatter 85 kommuner på Sjælland samt i Skåne og Halland. Det er en international markedsføring af et område med over 4 mio. indbyggere, hvor København er den centrale metropol. Blandt det, der fremhæves internationalt, er det effektive arbejdsmarked og den stærke infrastruktur trafikalt og digitalt samt de store grupper af virksomheder og forskningsinstitutioner inden for vigtige vækstområder.
En opgørelse fra 2020 fra INSEAD Business School placerer København som den by i den nordvestlige del af Europa, der er bedst til at tiltrække, fastholde og udvikle talent. Dermed er København på det område foran byer som Stockholm, Oslo, Hamburg og Amsterdam.
Planlægningsmæssigt er udfordringerne i Københavns Kommune komplekse. Ud over det afgørende samspil med andre kommuner og med staten om den samlede udvikling er der mange andre centrale aktører med egne krav og dagsordener rækkende fra store virksomheder og de vigtigste investorer i byggeri og udviklingsprojekter til de store uddannelses- og forskningsinstitutioner samt oplevelseserhverv og transportsektoren. Uanset område stilles der krav til kommunen fra mange forskellige sider.
Den samlede retning er senest sammenfattet i Københavns Kommuneplan 2024 – Fremtidens klimavenlige hovedstad, der blev vedtaget af et historisk bredt flertal i Borgerrepræsentationen i december 2024. Planen forudser en fortsat vækst i Københavns Kommune og beskriver derfor, hvordan den udvikling bedst kan lykkes gennem udbygning af både kendte og nye boligområder. Planen lægger vægt på, at udvikling af byen skal ske ansvarligt, for at sikre en klimavenlig og sundhedsfremmende by.
Den økonomiske fremgang har været medvirkende til en markant reduktion i de sociale problemer i Københavns Kommune i løbet af 2010’erne. Det gælder for alle de københavnske bydele, men der er stadig meget store forskelle på bydelene indbyrdes og inden for bydelene: I de fattigste sogne i Brønshøj-Husum og på Nørrebro har indkomstfremgangen i 2010’erne således været langt mindre end i de rigeste sogne på Østerbro og i Indre By.
Befolkningen i Københavns Kommune
Pr. den 1. januar 2025 var der 667.099 indbyggere i Københavns Kommune – et befolkningstal, der var næsten det samme som i 1971. I de mellemliggende ca. 50 år er der imidlertid sket store udsving:
Efter at antallet af indbyggere toppede omkring 1950, oplevede kommunen omkring 40 år med faldende befolkningstal. Alene op gennem 1970’erne faldt det 20 % og i 1980’erne med yderligere ca. 5 %. Fra midt i 1990’erne vendte udviklingen. Først var der en lidt uregelmæssig stigning, men fra midten af 00’erne en markant vækst. Ifølge Danmarks Statistiks befolkningsfremskrivning fra 2025 forventes en stigning i befolkningstallet til 709.369 i 2050.
Københavns Kommune er den kommune i landet, der har den yngste befolkning med en gennemsnitsalder på 36,9 år i 2025 mod tilsvarende 42,6 år på landsplan.
Det politiske landskab i Københavns Kommune
Når Københavns Kommune de seneste årtier har gennemgået en udvikling fra krise til genrejsning, har det mange forklaringer både politisk og erhvervsmæssigt. Ud over kommunens egen politik og planlægning har den samlede økonomiske udvikling og samspillet med staten været vigtige faktorer.
Den politiske styring i Københavns Kommune har en større kompleksitet end i nogen anden af landets kommuner. Det skyldes ikke alene, at København målt på indbyggertal er landets største kommune, og at den siden årtusindskiftet har undergået store forandringer; de omkringliggende kommuner er samtidig vokset så meget, at det stiller nye krav til den samlede planlægning i det storkøbenhavnske område.
Strukturreformen fra d. 1. januar 2007 placerede Københavns Kommune i den nye Region Hovedstaden, der fik ansvar for især hospitalerne, men ikke etablerede noget samlet politisk planlægningsorgan. Samtidig er Københavns Kommune i sin konkrete planlægning meget afhængig af et tæt samspil med staten. Mange af de store politiske beslutninger i kommunen i 1990’erne, 2000’erne og 2010’erne har således været afhængige af statslig medvirken i aftaler om især økonomi, infrastruktur og kulturinstitutioner.
Politisk er København en rød kommune, der indtil 2025 kun har haft socialdemokratiske overborgmestre. De politiske konstellationer har alligevel ved hvert af kommunalvalgene i årene 2005‑17 ændret sig væsentligt, men mest i form af forskydninger mellem især Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og senest Alternativet. Med kommunalvalget i 2021 fik Socialdemokratiet et katastrofevalg: Enhedslisten fik fem pladser flere end Socialdemokratiet, som dog beholdt overborgmesterposten.
Samlet var de politiske udfordringer i Københavns Kommune i 2000’erne og 2010’erne præget af økonomisk fremgang, et stigende befolkningstal og et stort boligbyggeri især i slutningen af perioden.
Københavns Kommune blev også ramt af finanskrisen fra 2008 i form af tabte arbejdspladser og et par år med mindre byggeri, men samlet var de to årtier præget af opgang.
Det var et stort skifte i forhold til situationen i begyndelsen af 1990’erne, hvor kommunen var præget af årtiers fald i befolkningstallet og af alvorlige økonomiske problemer.
Problemerne var så dybe, at det også gav anledning til bekymring på regeringsplan. I marts 1990 sagde statsminister Poul Schlüter (K) i Folketinget: »Det er i hele landets interesse, at hovedstaden fungerer godt og er i stand til at tage konkurrencen op med andre storbyer i Vesteuropa.« Statsministeren erklærede videre, at regeringen var rede til at sætte ind over en bred front for at gøre hovedstaden til et tiltrængt »lokomotiv for igangsætning«.
Overborgmester Jens Kramer Mikkelsen har spillet en nøglerolle i Københavns storstilede byudvikling og økonomisk opsving efter de voldsomme kriseår i 1980’erne og 1990’erne. Kramer Mikkelsen, født i 1951 på Østerbro i København, blev uddannet som lærer. I 1989 afløste han Egon Weidekamp som overborgmester og var partiets spidskandidat ved valget samme år. Han var overborgmester til 2004, hvor han trak sig og midlertidigt blev afløst af Lars Engberg (S) (1943-2017).
I 1991 indgik Danmark og Sverige en aftale om opførelse af en fast forbindelse over Øresund, der blev indviet i år 2000. Også i 1991 foreslog et udvalg under ledelse af departementschef Hans Würtzen (f. 1941) fra Finansministeriet yderligere trafikinvesteringer i det storkøbenhavnske område og beskrev, hvordan en københavnsk metrolinje kunne finansieres ved salg af kommunalt og statsligt ejede grunde i Ørestad (dengang Ørestaden). Planen blev vedtaget de følgende år, samtidig med at staten besluttede en række kulturinvesteringer bl.a. i og omkring Københavns Havn.
En anden vigtig forudsætning for udviklingen efter årtusindskiftet var den økonomiaftale, som stat og kommune indgik i juni 1994. Med overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (S) og finansminister Mogens Lykketoft (S) som hovedforhandlere indgik parterne en aftale, som skulle hjælpe kommunen ud af flere årtiers økonomisk afmatning og en gæld på 15 mia. kr.
Mandatfordeling og stemmeprocent ved kommunalvalg i Københavns Kommune i 2005, 2009, 2013, 2017 og 2021*
| 2005 | 2009 | 2013 | 2017 | 2021 | |
|---|---|---|---|---|---|
| A. Socialdemokratiet | 21 | 17 | 16 | 15 | 10 |
| B. Radikale Venstre | 7 | 5 | 6 | 5 | 6 |
| C. Det Konservative Folkeparti | 3 | 4 | 3 | 3 | 8 |
| D. Nye Borgerlige | - | - | - | - | 1 |
| F. Socialistisk Folkeparti | 7 | 13 | 6 | 5 | 6 |
| I. Liberal Alliance | - | 0 | 2 | 2 | 1 |
| O. Dansk Folkeparti | 3 | 4 | 4 | 3 | 1 |
| V. Venstre | 8 | 6 | 7 | 5 | 5 |
| Ø. Enhedslisten | 6 | 6 | 11 | 11 | 15 |
| Å. Alternativet | - | - | - | 6 | 2 |
| I alt | 55 | 55 | 55 | 55 | 55 |
| Kvinder | 22 | 27 | 22 | 27 | 30 |
| Mænd | 33 | 28 | 33 | 28 | 25 |
| Stemmeprocent | 58,7 % | 54,4 % | 61,2 % | 61,9 % | 60,0 % |
*DANMARKS STATISTIK – STATISTIKBANKEN.DK/VALGK3 SAMT KMDVALG.DK
Økonomiaftalen i 1994 var en flerårig plan for genopretning af kommunens økonomi, herunder nulvækst i udgifterne, udlægning af sygehusdriften til et nystiftet Hovedstadens Sygehusfællesskab, udbud af driftsopgaver, gældsreduktion og ikke mindst oprettelsen af et nyt fælles selskab, Ejendomsselskabet TOR I/S, som skulle stå for salg af kommunalt ejede beboelsesejendomme med ca. 20.000 lejligheder. Hertil kom en forpligtelse for kommunen til at fremlægge et boligpolitisk oplæg om mulighederne for at tiltrække flere borgere, der kunne bidrage positivt til kommunens økonomi.
Trods uenighed fik overborgmester Jens Kramer Mikkelsen opbakning i Borgerrepræsentationen til økonomiaftalen.
Københavns Kommune og staten var således gået i tæt samarbejde om at transformere København fra en by med stor arbejdsløshed, fraflytninger, nedslidte bydele, stagnerende byggeri og dårlig økonomi til en konkurrencedygtig hovedstad i vækst.
Strukturreformen og København
Strukturreformen i 2007, der landet over forandrede det kommunale og amtskommunale landskab, gik på det kommunale niveau i store træk uden om både Københavns Kommune og omegnskommunerne.
Dermed fortsatte Frederiksberg Kommune som en ø, der på alle sider er omgivet af Københavns Kommune. Det er internationalt set ganske unikt, at en hovedstadskommune i sin midte har en anden selvstændig kommune. Både i midten af 1800-tallet og lige efter 1. Verdenskrig blev der gjort forsøg fra Københavns side på at få indlemmet Frederiksberg. Det forhold, at Frederiksberg allerede i 1800-tallet fik købstadslignende rettigheder, samt borgernes modstand imod sammenlægning sikrede sammen med national politisk opbakning hver gang Frederiksbergs selvstændighed. Derfor blev der heller ikke under arbejdet i Strukturkommissionen gjort forsøg på at genoptage diskussionen om den følsomme grænse imellem Københavns og Frederiksberg Kommuner.
Strukturreformen fik især betydning for København på det regionale niveau. Den politiske beslutning om at erstatte amtskommunerne med fem regioner kom nemlig til også at omfatte både Københavns og Frederiksberg Kommuner, som fra d. 1. januar 2007 kom til at indgå i Region Hovedstaden sammen med kommunerne i de tidligere Københavns og Frederiksborg Amter samt Bornholms Regionskommune. Den nye region med et politisk valgt regionsråd fik hovedsæde i Hillerød.
Hovedstadens Udviklingsråd (HUR) havde siden år 2000 først og fremmest haft ansvaret for den overordnede planlægning i det storkøbenhavnske område samt det overordnede ansvar for kollektiv trafik i området. Det blev nedlagt i forbindelse med Strukturreformen. Det samme skete med Hovedstadens Sygehusfællesskab (H:S), der siden 1995 havde haft det overordnede ansvar for sygehusdriften i Københavns og Frederiksberg Kommuner. Det ansvar overgik med reformen til den nye Region Hovedstaden.
Fra den 1. januar 2027 slås Region Hovedstaden og Region Sjælland sammen til Region Østdanmark.
Der blev heller ikke med Strukturreformen lagt op til ændringer af styreformen i København. Kommunen fortsatte med 55 medlemmer af Borgerrepræsentationen samt en overborgmester som født formand for Økonomiudvalget og derudover seks selvstændige forvaltninger styret af hver sin borgmester. Reformen betød dog, at København meldte sig ind i KL, som man tidligere ikke havde været medlem af. Siden har overborgmestrene også være medlem af KL's bestyrelse.
Fra 2005: Overborgmester Ritt Bjerregaard
Efter vedtagelsen af Strukturreformen i juni 2004 blev de første kommunal- og regionsvalg afholdt i november 2005, mens reformen først samlet trådte i kraft den 1. januar 2007. Allerede i juni 2004 havde den mangeårige overborgmester, Jens Kramer Mikkelsen, meddelt, at han ikke ville genopstille, da han fra slutningen af 2004 skulle være direktør i Ørestadsselskabet I/S.
I Socialdemokratiets landsledelse var der et ønske om denne gang at finde en kendt landspolitiker som ny spidskandidat. Det blev Ritt Bjerregaard, tidligere minister og fhv. EU-kommissær. Hun vandt urafstemningen blandt medlemmerne i partiets københavnske lokalafdelinger.
Ritt Bjerregaard kunne dog ikke bare overtage posten, idet hun ikke sad i Borgerrepræsentationen. Overgangsløsningen blev Lars Engberg (1943-2017), et erfarent socialdemokratisk medlem af Borgerrepræsentationen, hvor han havde siddet siden 1982 og haft flere borgmesterposter.
Som overborgmester på lånt tid blev det ham, der underskrev aftalerne med staten om udbygningen af metroen med Cityringen (M3) samt om udbygningen af Nordhavn.
Lars Engberg accepterede løsningen, idet han selv søgte og i november 2005 opnåede valg til det nye regionsråd for Region Hovedstaden.
Selve kommunalvalget i 2005 blev herefter et opgør imellem Ritt Bjerregaard og Venstres spids- og overborgmesterkandidat Søren Pind, der havde været medlem af Borgerrepræsentationen siden 1994 og nu var bygge- og teknikborgmester.
Venstre satsede på at vinde kommunalvalget ved at slå på en målrettet integrationspolitik for Københavns Kommune samt ønsket om et systemskifte. Det lykkedes langtfra. Søren Pind opnåede godt 19.000 personlige stemmer, mens Ritt Bjerregaard fik over 60.000. Med dette klare resultat kunne Ritt Bjerregaard den 1. januar 2006 overtage posten som overborgmester efter en konstitueringsaftale støttet af Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten.
Som overborgmester sad hun som formand for kommunens økonomiudvalg, men hun kunne ikke blande sig i de enkelte fagudvalgs daglige arbejde, der lå i hænderne på fagudvalgenes egne borgmestre. Hun forsøgte ad flere omgange forgæves at få regeringen til at interesse sig for en ændring af spillereglerne ved at indføre et almindeligt flertalsstyre, som det kendes fra de fleste andre kommuner.
Ritt Bjerregaard kunne dog selv tage fat på en omorganisering af den centrale forvaltning på sit eget område. I stedet for en traditionel kommunal forvaltning ønskede hun sig en projektorganisation, der kunne levere resultater hurtigt, og som skulle være særlig ansvarlig for de projekter, hun søsatte: Ud over et stort boligprojekt var det bl.a. projekter om øget integration samt etablering af Københavns Madhus, der skulle højne kvaliteten i de omkring 40.000 måltider mad, kommunen hver dag havde ansvaret for.
Ligesom Socialdemokratiet havde Radikale Venstre med Klaus Bondam i spidsen opnået et godt og fremgangsrigt valg i 2005 med to ekstra mandater. Klaus Bondam blev i begyndelsen en af overborgmesterens nærmeste politiske samarbejdspartnere og fik den indflydelsesrige post som teknik- og miljøborgmester. SF’s Bo Asmus Kjeldgaard blev børne- og ungdomsborgmester, mens Mikkel Warming fra Enhedslisten blev socialborgmester, og Jakob Hougaard (S) blev beskæftigelses- og integrationsborgmester. Til den konservative Mogens Lønborg blev der en post som sundheds- og omsorgsborgmester, mens Venstres Martin Geertsen beholdt sin post som kultur- og fritidsborgmester.
Da kommunens økonomi igen var ved at være på fode efter trængslerne i de foregående årtier, blev det muligt for Ritt Bjerregaard at indgå sit første nærmest historiske budgetforlig i efteråret 2006. Samtlige partier stod bag.
Et af de løfter, Ritt Bjerregaard blev valgt på, var at sikre opførelse af 5.000 boliger til en husleje af højst 5.000 kr. om måneden i løbet af perioden 2006‑2011. Målet var, at flere mennesker med en almindelig indkomst skulle have råd til at bo i kommunens nybyggeri. Der blev opført 12 små rækkehuse i Sydhavnen, men projektet lykkedes aldrig. Dels stødte det flere steder på stor lokal modstand på grund af arealanvendelserne, dels kom finansieringen aldrig på plads. I sommeren 2007 sagde den daværende borgerlige regering definitivt nej til at lade Københavns Kommune finansiere de billige boliger ved selv at give rabat på grundsalget til de bygherrer, der havde indvilget i at bygge boligerne. Uden det kommunale tilskud kunne de billige boliger ikke realiseres. Og huslejen i de 12 huse blev også hurtigt væsentligt højere end de 5.000 kr.
Dermed led Ritt Bjerregaards mærkesag skibbrud. De store projekter til Københavns fornyelse, der ellers prægede perioden, var alle vedtaget, før Ritt Bjerregaard blev overborgmester. Lige fra Øresundsforbindelsen til udbygningen af Ørestad, metroen og udvidelsen af Københavns Lufthavn og udbygningen af store kulturinstitutioner som Nationalmuseet, Statens Museum for Kunst, Det Kgl. Bibliotek samt den nye opera, der var muliggjort af en donation fra A.P. Møller Fonden.
I Ritt Bjerregaards andet år som overborgmester kom en strid om Ungdomshuset på Nørrebro ud af kontrol. Huset på Jagtvej 69 var opført af arbejdsbevægelsen i 1897 som Folkets Hus. Fra 1982 til 2007 var det tilholdssted og undergrundsscene for forskellige grupper af unge. I år 2000 blev huset solgt af Københavns Kommune til Human A/S – et privat foretagende – der senere solgte det videre til frikirken Faderhuset. Københavns Kommune forsøgte at få frikirken til at sælge huset til de unge, men det nægtede kirken. I stedet bad den i 2006 politiet rydde huset, hvilket skete d. 1. marts 2007 med helikopterassistance og med hjælp fra antiterrorkorpset. Herefter blev huset hurtigt revet ned. Men sagen førte til mange voldsomme demonstrationer kulminerende med vold og ødelæggelser, især på Nørrebro, og med masseanholdelser af protesterende unge.
De voldsomme reaktioner fik politikerne, herunder ikke mindst overborgmesteren, til at agere. Det førte til forhandlinger om oprettelsen af et nyt ungdomshus, der kom til at ligge på Dortheavej 61.
I marts 2009 meddelte Ritt Bjerregaard, at hun ikke ville genopstille til kommunalvalget otte måneder senere. Den officielle begrundelse var bl.a. styreformen i København, som det var vanskeligt at arbejde under. Der var samtidig brug for yngre kræfter, mente den dengang 67-årige overborgmester. Pressen spekulerede over en uofficiel begrundelse, nemlig meningsmålinger, som tydede på, at overborgmesteren ville have svært ved at genvinde magten efter det uopfyldte løfte om de 5.000 boliger.
Socialdemokratiet gik tilbage til et mere traditionelt valgprogram ved valget i 2009 med visioner om, hvad partiet ville arbejde for, og med hensigtserklæringer i stedet for kontante løfter.
Fra 2009: Frank Jensen bliver overborgmester
Socialdemokratiets nye kandidat til overborgmesterposten ved valget i 2009 blev Frank Jensen, der også var landskendt som tidligere minister.
Frank Jensen havde i 2005 tabt afstemningen om formandsposten i Socialdemokratiet til Helle Thorning-Schmidt. Det blev imidlertid hende, der som statsminister og partiformand fik Frank Jensen til at stille op til overborgmesterposten. Hans styrke var, at han var en kendt socialdemokrat. Hans svaghed var, at han af mange ikke blev opfattet som rigtig københavner. Først i 2008 var han og familien flyttet fra Aalborg til København i forbindelse med hans ansættelse i Telecom Scandinavia.
Ved valget i 2009 var der ikke færre end 29 partier på stemmelisten. Ud over de kendte partier opstillede bl.a. Velfærdslisten, Indkøbslisten, Hampepartiet, Gratis Lykke, Nihilistisk Folkeparti, Pærepartiet, Christianshavnerlisten, Den Lille Mand, Kærlighedspartiet, Christiania Listen, Cykel Logisk Institut, Sunshine Partiet m.fl. Men det var nok en gang de kendte partier, der kom til at udgøre den nyvalgte Borgerrepræsentation.
Socialdemokratiet gik fire mandater tilbage i forhold til valget i 2005, og Frank Jensen opnåede »kun« 35.864 personlige stemmer, godt og vel det halve af Ritt Bjerregaards, men det var tilstrækkeligt til, at han kunne samle et flertal bag sig og dermed overtage posten som overborgmester fra den 1. januar 2010.
Socialdemokratiet opnåede yderligere en borgmesterpost (børne- og ungdomsborgmester) ved en konstituering med SF og Enhedslisten, bakket op af De konservative. Også SF kunne besætte to borgmesterposter (teknik- og miljøborgmester samt sundheds- og omsorgsborgmester), fordi partiet med en fremgang fra 7 til 13 mandater var blevet valgets helt store vinder. Enhedslisten fik med aftalen én borgmesterpost (socialborgmester).
Klaus Bondam brød samarbejdet med Socialdemokratiet og blev beskæftigelses- og integrationsborgmester med støtte fra Venstre og Dansk Folkeparti. I valgkampen havde Klaus Bondam ellers bekæmpet Dansk Folkeparti, men nu handlede det om radikal indflydelse. Også Venstre fik en borgmester (kultur- og fritidsborgmester).
Frank Jensen og den nye borgerrepræsentation overtog en kommune, der igen var i fremgang. De politiske konflikter var om ikke bilagt så bragt ind i smult vande, og Økonomiudvalget blev styrket som det centrale udvalg, når det drejede sig om den overordnede udvikling af hovedstaden. Overborgmesteren er formand for udvalget, der samtidig har de seks andre borgmestre som medlemmer.
Ved kommunalvalget i 2013 ændrede det politiske billede sig. Et nyt parti, Liberal Alliance, opnåede to mandater, men valgets største overraskelse var, at SF tabte alt, hvad det havde vundet ved valget i 2009. Partiet gik fra 13 til 6 mandater. Til gengæld næsten fordoblede Enhedslisten sine mandater fra 6 til 11.
Den røde fløj havde dermed stadig flertallet i den nye borgerrepræsentation, og Frank Jensen kunne fortsætte som overborgmester, selv om hans personlige stemmetal faldt til 28.625 stemmer. Enhedslisten var nu så stærk, at den kunne kræve den indflydelsesrige teknik- og miljøborgmesterpost. Venstre fik en post som børne- og ungdomsborgmester, mens Dansk Folkeparti for første gang i hele landet fik en borgmester, posten som kultur- og fritidsborgmester.
Det følgende år lykkedes det at få regeringens accept af en ny udvidelse af Københavns Metro til Sydhavn, og i februar 2015 blev den nye linje vedtaget ved lov i Folketinget med åbning i 2024.
Kommunen havde planer om boligbyggeri på Amager Fælled. Byggeriet var en del af Metroplanen. Det førte imidlertid til så voldsomme protester over følgerne for miljø og natur, at partierne i borgerrepræsentationen fik kolde fødder og et efter et faldt fra aftalen om byggeriet. Blot to måneder før kommunalvalget i 2017 meddelte overborgmesteren, at byggeriet var helt opgivet.
Det efterlod Københavns Kommune med et økonomisk problem på omkring 1,9 mia. kr., fordi salget af grunden på Amager Fælled indgik i finansieringen af udvidelsen af metroen. Herefter måtte kommunen i stedet koncentrere sig om andre områder, bl.a. campingarealet på Fælleden og Stejlepladsen i Sydhavn, som kommunen med regeringens og Folketingets hjælp fik affredet for at bane vejen for nyt boligbyggeri.
På trods af Amager Fælled-sagen kunne Frank Jensen ved valget i november 2017 øge sit personlige stemmetal til 30.637 stemmer og sikre sig et flertal for at fortsætte som overborgmester. Men valget ændrede atter en gang samarbejdsmønsteret på rådhuset, og igen fik et nyt parti sæde i Borgerrepræsentationen: Alternativet, stiftet i 2013 af den tidligere radikale kulturminister Uffe Elbæk, fik hele seks mandater. Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Dansk Folkeparti mistede hver ét mandat, og Venstre mistede to.
Efter valget gik alle partier sammen om en konstitueringsaftale omfattende de syv borgmesterposter. Socialdemokratiet fik ud over overborgmesterposten posten som børne- og ungdomsborgmester, Enhedslisten fik teknik- og miljøposten, de radikale socialborgmesterposten, SF fik posten som sundheds- og omsorgsborgmester, og Venstre posten som beskæftigelses- og integrationsborgmester. Det nye parti, Alternativet, overtog posten som kultur- og fritidsborgmester efter Dansk Folkeparti.
I I forbindelse med sit 10-års jubilæum d. 1. januar 2020 meddelte Frank Jensen, at han var parat til at fortsætte ved kommunalvalget i 2021.
Frank Jensens plan blev ikke ført i livet. Midt i oktober 2020 satte en #MeToo-sag en stopper for den politiske karriere for den da 59-årige overborgmester. To kvinder stod frem i Jyllands-Posten og fortalte, at de var blevet udsat for seksuelle krænkelser via uønsket fysisk berøring. Frank Jensen undskyldte på sin Facebook-profil og skrev bl.a.:
”Jyllands-Posten bringer i dag en historie om grænseoverskridende adfærd fra min side. Jeg skriver til jer for at sige, at jeg er forfærdelig ked af, at der har været episoder, hvor kvinder har følt sig krænket af min opførsel. Det vil jeg først og fremmest sige undskyld for.”
På et udendørs pressemøde søndag 19. oktober tog Frank Jensen konsekvensen. Han meddelte, at han stoppede som overborgmester med øjeblikkeligt varsel. Han nedlagde samtidig sit hverv som næstformand i Socialdemokratiet. Statsminister Mette Frederiksen skrev samme dag i et opslag på sin Facebook-profil, at Frank Jensen havde truffet den rigtige beslutning.
Frank Jensen afløstes af den da 49-årige kommunikationsuddannede Lars Weiss. Han meldte hurtigt ud, at han ville være en overgangsløsning frem til kommunalvalget 2021. Socialdemokratiets nye kandidat til posten som overborgmester blev Sophie Hæstorp Andersen, der havde været formand for regionsrådet i Region Hovedstaden siden 2014. Sophie Hæstorp Andersen blev allerede i 2001 som 27-årig medlem af Folketinget.
Socialdemokratiet gik tilbage ved valget d. 16. november 2021. For første gang blev partiet ikke det største i Hovedstaden, men gik fra 15 til 10 medlemmer af Borgerrepræsentationen. Konservative vandt fem mandater ved at gå fra tre til otte. Enhedslisten blev den store sejrherre ved valget med 23.000 stemmer flere end Socialdemokratiet og 15 ud af de 55 pladser i Borgerrepræsentationen.
København styres af en overborgmester og seks fagborgmestre. Politikerne tildeles posterne efter stemmetal og pladser i Borgerepræsentationen. Trods de kun 10 S-mandater kunne Sophie Hæstorp Andersen samle et flertal, der gjorde hende til ny overborgmester.
Enhedslistens spidskandidat Line Barfod fik posten som teknik- og miljøborgmester, en central post i forhold til de lokalplaner, fredninger og de store projekter i København, som havde været en væsentlig del af debatten op til valget. Karina Westergaard Madsen fra Enhedslisten blev socialborgmester. Den radikale Mia Nyegaard blev kultur- og fritidsborgmester mens Jakob Næsager (K) blev børne- og ungdomsborgmester og Cecilia Lonning-Skovgaard (V) fortsatte som beskæftigelses- og integrationsborgmester. Hun trak sig imidlertid i marts 2022 efter omfattende kritik fra forvaltningens medarbejdere af hendes ledelsesstil. Hun blev på borgmesterposten afløst af Jens-Kristian Lütken (V).
Sophie Hæstorp Andersen fik ikke lang tid som overborgmester. Den 29. august 2024 blev hun efter en regeringsrokade udnævnt til social- og boligminister. Ny overborgmesterkandidat blev den da 47-årige hidtidige minister Pernille Rosenkrantz-Theil, socialdemokrat siden 2008.
Mellemformstyret i København
København har ikke som andre kommuner et byråd eller en kommunalbestyrelse, men en borgerrepræsentation, der består af 55 folkevalgte. Borgerrepræsentationen blev i 1840 oprettet af Christian 8. ved en forordning. Dens indflydelse var i begyndelsen begrænset, idet kongen udpegede Københavns overpræsident og (indtil 1858) borgmestre, mens kun rådmænd blev valgt af Borgerrepræsentationen. Først med en ny styrelseslov fra 1938 kan man tale om en egentlig demokratisering af kommunen, idet borgerrepræsentationen da fik tillagt enerådig beslutningskompetence, mens magistraten – der udgjordes af borgmestrene – kun havde den administrative myndighed.
Denne form for magistratsstyre fortsatte frem til 1998, hvor Styrelsesloven blev ophævet, og i stedet kom mellemformstyret.
Mellemformstyret betyder, at borgerrepræsentationen vælger et økonomiudvalg og seks stående udvalg (Teknik- og Miljøudvalget, Børne- og Ungdomsudvalget, Sundheds- og Omsorgsudvalget, Socialudvalget, Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget), som opgaverne fordeles imellem. Overborgmesteren er formand for borgerrepræsentationen og Økonomiudvalget, mens de seks borgmestre er formænd for deres respektive udvalg. Udvalgenes beslutninger udføres af tilsvarende forvaltninger. Samtlige borgmestre er medlemmer af Økonomiudvalget og er også selvstændigt ansvarlige for deres egne forvaltninger. Overborgmesteren kan ikke afskedige de valgte udvalgsborgmestre, hvorfor rådhuset har fået tilnavnet »De syv kongedømmer«. Det har ofte i den offentlige debat ført til kritik af en kompliceret forvaltningsstruktur.
Der har i over 100 år været rødt flertal i København. I perioden 1917-62 havde Socialdemokratiet absolut flertal i Borgerrepræsentationen. Siden 1903 har Socialdemokratiet haft finansborgmesterposten (fra 1938 overborgmesterposten).
Flere gange har der været forslag fremme om at ændre styreformen til det flertalsstyre, der er modellen for landets kommuner uden for de største byer, men der har aldrig været politisk opbakning til så markante ændringer.
Borgmestre i København Kommune
| Periode | Borgmester | Parti (liste) |
|---|---|---|
| 2024-nu | Lars Weiss | Socialdemokratiet (S) |
| 2022-nu | Jens-Kristian Lütken (barsel) | Venstre (V) |
| 2022-nu | Jakob Næsager | Det Konservative Folkeparti (K) |
| 2022-nu | Line Barfod | Enhedslisten (EL) |
| 2022-nu | Karina Vestergård Madsen | Enhedslisten (EL) |
| 2018-nu | Sisse Marie Welling | Socialistisk Folkeparti (SF) |
| 2017-nu | Mia Nyegaard | Det Radikale Venstre (R) |
| 2022-2024 | Sophie Hæstorp Andersen | Socialdemokratiet (S) |
| 2020-2022 | Lars Weiss | Socialdemokratiet (S) |
| 2018-2022 | Franciska Rosenkilde | Alternativet (Alt.) |
| 2018-2022 | Cecilia Lonning-Skovgaard | Venstre (V) |
| 2018-2018 | Niko Grünfeld | Alternativet (Alt.) |
| 2018-2022 | Nina Hedeager Olsen | Enhedslisten (EL) |
| 2014-2018 | Carl Christian Ebbesen | Dansk Folkeparti (DF) |
| 2014-2018 | Morten Kabell | Enhedslisten (EL) |
| 2013-2022 | Jesper Christensen | Socialdemokratiet (S) |
| 2011-2014 | Ayfer Baykal | Socialistisk Folkeparti (SF) |
| 2011-2017 | Anna Mee Allerslev | Det Radikale Venstre (R) |
| 2010-2020 | Frank Jensen | Socialdemokratiet (S) |
| 2010-2018 | Ninna Thomsen | Socialistisk Folkeparti (SF) |
| 2010-2013 | Anne Vang | Socialdemokratiet (S) |
| 2008-2018 | Pia Allerslev | Venstre (V) |
| 2006-2010 | Jakob Hougaard | Socialdemokratiet (S) |
| 2006-2010 | Ritt Bjerregaard | Socialdemokratiet (S) |
| 2006-2014 | Mikkel Warming | Enhedslisten (EL) |
| 2006-2010 | Mogens Lønborg | Det Konservative Folkeparti (K) |
| 2006-2011 | Klaus Bondam | Det Radikale Venstre (R) |
| 2004-2006 | Lars Engberg | Socialdemokratiet (S) |
| 2002-2006 | Inger Marie Bruun-Vierø | Det Radikale Venstre (R) |
| 2002-2006 | Winnie Berndtson | Socialdemokratiet (S) |
| 2002-2008 | Martin Geertsen | Venstre (V) |
| 1998-2011 | Bo Asmus Kjeldgaard | Socialistisk Folkeparti (SF) |
| 1998-2006 | Per Bregengaard | Enhedslisten (EL) |
| 1998-2006 | Søren Pind | Venstre (V) |
| 1992-2002 | Peter Martinussen | Socialdemokratiet (S) |
| 1989-2004 | Jens Kramer Mikkelsen | Socialdemokratiet (S) |
| 1989-2002 | Winnie Larsen-Jensen | Socialdemokratiet (S) |
| 1976-1989 | Egon Weidekamp | Socialdemokratiet (S) |
| 1970-1976 | Urban Hansen | Socialdemokratiet (S) |
Erhverv og arbejdsmarked i Københavns Kommune
Arbejdsmarkedet og erhvervslivet i Københavns Kommune afviger næsten på alle parametre fra landets øvrige kommuner. Beskæftigelsen er dobbelt så stor som i landets næststørste kommune, Aarhus.
Industri udgør en mindre andel end i de fleste andre kommuner. Selv om Københavns Kommune er hjemsted for ministerier og andre statslige institutioner, er den offentlige sektors andel af beskæftigelsen lidt mindre end for landet som helhed og også mindre end i mange andre kommuner. Til gengæld fylder de typiske storbyerhverv som finansvirksomheder, rådgivningsfirmaer, it, medier, forskning og oplevelseserhverv væsentlig mere end i landets øvrige kommuner.
Det københavnske arbejdsmarked er tæt integreret med omegnskommunerne, og der er i Københavns Kommune langt flere arbejdspladser, end der er erhvervsaktive personer med bopæl i kommunen. Disse to faktorer medfører, at der er en omfattende pendling til og fra kommunen.
Både arbejdsmarkedet og erhvervslivet er også præget af, at København er en universitetsby. Det tiltrækker virksomheder, der har brug for højt kvalificeret arbejdskraft og en nærhed til forskning- og udviklingsmiljøerne. Samtidig er studerende en vigtig arbejdskraft i sommersæsonen i turisterhvervene.
Tidligere var kommunen hjemsted for en række af landets største industri-, entreprenør- og handelsvirksomheder. Det er ikke tilfældet længere. Flere af de store virksomheder har flyttet deres hovedkvarterer ud til omegnskommunerne eller til udlandet, eller de er blevet solgt til udenlandske koncerner. Dertil kommer, at virksomheder med hovedkvarterer i især Jylland på mange områder er vokset langt hurtigere end de københavnske. Af de 10 største danske virksomheder målt på omsætningen (i 2024) havde kun A.P. Møller-koncernen hovedsæde i Københavns Kommune.
Til gengæld er Københavns Kommune hjemsted for hovedsæderne for de største banker, realkreditselskaber og pensionsselskaber. De største er Nordea, Danske Bank, Nykredit, PFA Pension og PensionDanmark. Også en række af landets større rådgivningsvirksomheder som den rådgivende ingeniørvirksomhed Rambøll A/S og revisionsselskabet Deloitte har deres hovedsæder her, ligesom de store advokatfirmaer som især Kammeradvokaten, Kromann Reumert, Gorrissen Federspiel samt Bech-Bruun.
De største danske medievirksomheder fylder også en hel del i erhvervslivet. Branchen omfatter tv, radio, streamingtjenester, kanaludbydere, printmedier som aviser, ugeblade og forlag. Blandt de største mediehuse er DR, JP/Politikens Hus, Egmont og Aller.
Ligesom i de fleste andre kommuner findes de største arbejdspladser i den offentlige sektor. Som det er normen landet over, er kommunen samlet set selv den største arbejdsgiver. Samtidig er Rigshospitalet og Bispebjerg Hospital blandt byens største arbejdspladser.
Den største koncentration af arbejdspladser er i bydelen Indre By, som især er præget af hoteller, restauranter, oplevelseserhverv, detailhandel, finanssektoren, ministerier og kommunen. Et andet vigtigt område er Københavns Universitets afdelinger omkring Nørre Allé kaldet Copenhagen Science City, hvor der er en koncentration af forskning og uddannelsescentre samt vidensvirksomheder og startupmiljøer.
Herudover er der en større koncentration af arbejdspladser i bydelene Valby, Amager Øst og Amager Vest samt i de nybebyggede områder i Ørestad og Nordhavn.
Ørestads erhvervsliv er præget af rådgivningsvirksomheder, farmaceutiske virksomheder, hoteller, butikscenteret Field’s, messecenteret Bella Center Copenhagen, DR Byen, Nordeas danske hovedsæde, Københavns Universitets Søndre Campus og IT-Universitetet.
I området i og omkring Nordhavn er erhvervslivet en blanding af de traditionelle havneerhverv og nye byerhverv, som er flyttet til, i takt med at Nordhavnen og området omkring forvandles til et kvarter med erhverv og boliger. Her er containerhavn, kajanlæg til krydstogtskibe og færgeleje for rutebåden til Norge, fisketorv, rederier og mindre skibsbyggerier, side om side med store advokathuse, investeringsrådgivere, engrosvirksomheder, auktionshuse og faglige organisationer.
I lighed med landets øvrige kommuner betød finanskrisen fra 2008 en nedgang i beskæftigelsen i Københavns Kommune. Nedgangen var dog mindre end for de fleste andre kommuner, ligesom København hurtigt oplevede en vending. Allerede i 2010 steg antallet af beskæftigede, og det er fortsat frem til 2018, som er den seneste opgørelse for beskæftigelsen. I november 2018 var beskæftigelsen godt 50.000 højere end før finanskrisen, svarende til en stigning på ca. 15 %.
Enkelte brancher er imidlertid gået tilbage. Den samlede beskæftigelse er faldet lidt i finanssektoren, telekommunikation og ejendomshandel. Transportbranchen har i samme periode mistet næsten 7.000 arbejdspladser, svarende til et fald på 34 %. Til gengæld gæld tegner tre brancher sig for særlig store stigninger. Det er hoteller og restauranter, der i perioden 2008‑18 har forøget beskæftigelsen med 74 %, it og informationstjenester med 54 % og rådgivning med 52 %. Tilsammen har disse tre brancher øget deres beskæftigelse med næsten 30.000 personer.
Da coronakrisen ramte København i marts 2020 var det således afslutningen på et vækstforløb med store brancheforskelle, der efter finanskrisens afslutning havde stået på op gennem 2010’erne.
Selv om Københavns Kommune har succes med at tiltrække virksomheder og øge beskæftigelsen, er virksomhederne på en række områder kritiske over for deres kommune. I Dansk Industris barometer for det lokale erhvervsklima i 2024 indtog Københavns Kommune en 83.-plads blandt landets 98 kommuner. Det skyldes en kritisk vurdering af de fleste af kommunens erhvervsmæssige indsatsområder lige fra sagsbehandling til skatter, afgifter og gebyrer.
Uddannelse i Københavns Kommune
Uddannelsesniveauet er væsentlig højere i Københavns Kommune end i landet som helhed. Det hænger bl.a. sammen med, at København er en meget stor arbejdspladskommune med mange arbejdspladser til højtuddannede og rummer mange videregående uddannelser. De færdiguddannede kandidater bliver ofte boende i kommunen.
På landsplan havde 12,6 % af de 30-34-årige alene en grundskoleuddannelse i 2024, mens andelen i København var 5,9 %. Samtidig havde 77,8 % af de 30‑34-årige en videregående uddannelse. Det tal er noget højere end landsgennemsnittet på 57,0 %.
Sundhed i Københavns Kommune
Et nyfødt barn i Københavns Kommune havde i 2024 en beregnet middellevetid på 80,7 år mod 81,5 år på landsplan. Ifølge Den Nationale Sundhedsprofil 2021 rapporterede 85,7 % af den voksne befolkning i Københavns Kommune at have et fremragende, vældig godt eller godt selvvurderet helbred. Landsgennemsnittet samme år var 83,3 %.
Indkomster og formue i Københavns Kommune
Med en gennemsnitlig disponibel indkomst på 278.000 kr. i 2023 lå københavnerne tæt på landsgennemsnittet på 280.000 kr. Når indkomsten ikke er højere i København, hænger det sammen med det store antal studerende, der trækker gennemsnittet ned. Det ses også på den gennemsnitlige nettofamilieformue, der var 1.662.000 kr. i 2020 – noget under landsgennemsnittet på 2.259.000 kr.