Danmarks historie 1940-1945

Samarbejdspolitikken med Tyskland havde sin pendant indadtil i samarbejdet mellem partierne. Repræsentanter for Det Konservative Folkeparti og Venstre indtrådte i den socialdemokratiske regering som ministre uden portefølje. Samarbejdet blev støttet af Retsforbundet, mens Danmarks Kommunistiske Parti og partierne på den yderste højrefløj: Bondepartiet, Slesvigsk Parti og Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti (DNSAP), der tilsammen repræsenterede 8,1 % af vælgerne, stod uden for.

I juli 1940 etableredes en egentlig samlingsregering med et par ministre uden partitilknytning, deriblandt Erik Scavenius som udenrigsminister og erhvervsmanden Gunnar Larsen som trafikminister. Samlingen på Christiansborg havde almindelig tilslutning i befolkningen, og en bølge af danskhed og nationalfølelse fejede samtidig hen over landet med kongen som nationens faderskikkelse og samlingsmærke.

Den danske regering frygtede, at tyskerne skulle lade det danske nazistparti DNSAP komme til magten. Faren var dog ikke reel, da tyskerne kun brugte de danske nazister som et skræmmebillede. Det vidste man imidlertid hverken i regeringen eller blandt de genrejserkredse som Højgaardkredsen, der arbejdede på at skabe en alternativ regering uden parlamentarisk grundlag bestående af fagfolk og eksperter.

Udenrigshandelen måtte drejes over til Tyskland, der ville aftage landbrugseksporten til gode priser og til gengæld levere bl.a. kul. Prisstigninger ved krigsudbruddet blev afbødet ved en automatisk lønregulering efter pristallet, men der blev derpå indført lønstop, hvilket i øvrigt var i overensstemmelse med tysk politik. Tyskerne ønskede således ikke, at arbejderne i de besatte lande havde en højere levestandard end arbejderne i Tyskland.

Resultatet var gode tider for landbruget, mens realindtægten i byerne i 1940 gik ned med ca. 20 %, og arbejdsløsheden steg. Samhandelen med Tyskland skabte i løbet af besættelsen et dansk eksportoverskud på ca. 3 mia. kr. i den tids penge (ca. 76,7 mia. i 2025-kroner) og dermed en udpumpning af købekraft i det danske samfund. Det tyske militærs bygge- og anlægsarbejder, især flyvepladser og befæstninger på Vestkysten, kostede ca. 5 mia. kr. og finansieredes ved udlæg fra Nationalbanken gennem den såkaldte clearingkonto.

Samarbejdspolitikkens ulempe var afhængigheden af Tyskland. Begrænsninger i pressefriheden og andre krav måtte efterkommes, og kritikere af samarbejdet som den konservative John Christmas Møller og socialdemokraten Hans Hedtoft blev presset ud af det offentlige politiske liv.

De danske nazisters aktioner som eksempelvis demonstrationer måtte tåles trods gældende mødeforbud. Samarbejdspolitikkens fordel var, at der i modsætning til i andre besatte lande ikke skete en nazificering af samfundslivet. Hær, flåde og politi var under dansk ledelse. Demokratiet fungerede videre på centralt og lokalt plan, og ingen blandede sig i undervisningssektoren. De faglige organisationer og alt øvrigt foreningsliv forblev uantastede.

I forbindelse med Tysklands militære angreb på Sovjetunionen den 22. juni 1941 bortfaldt den tysk-sovjetiske ikkeangrebspagt (1939-41), som hidtil havde beskyttet danske kommunister imod at blive forfulgt af den tyske besættelsesmagt. Tyskerne krævede nu, at 76 navngivne ledende danske kommunister blev interneret. Det blev efterkommet i langt større omfang end krævet af det danske politi, og i forlængelse af dette brud på Grundloven blev Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) i august 1941 forbudt med tilbagevirkende kraft ved lov, ligesom man forsøgte at rense fagbevægelsen for kommunister. DKP gik under jorden og fortsatte sin virksomhed, hvilket blev begyndelsen til det organiserede illegale arbejde i Danmark.

På tyske krav accepterede regeringen oprettelsen af Frikorps Danmark til kamp på tysk side mod bolsjevismen samt dansk tilslutning til Antikominternpagten. Da statsminister Stauning døde i maj 1942, blev partifællen Vilhelm Buhl hans efterfølger.

Den økonomiske situation fandt sit leje, prisniveauet stabiliseredes, arbejdsløsheden gik tilbage, bl.a. fordi tyske anlægsarbejder i Danmark opsugede en del arbejdskraft, og det lykkedes at få kronen revalueret med ca. 8% i forhold til den tyske rigsmark.

Efteråret 1942 prægedes af tysk utilfredshed med situationen i Danmark, bl.a. efter uroligheder under Frikorpsets orlov, men også pga. behovet for en styrkelse af det tyske invasionsforsvar.

En diplomatisk krise udløstes af et meget kortfattet takketelegram fra kongen til Hitler i forbindelse med kongens fødselsdag, Telegramkrisen, og førte til, at Hitler personligt greb ind i de danske forhold. Den befuldmægtigede, Cecil von Renthe-Fink, blev afløst af SS-officeren Werner Best, og en ny øverstkommanderende, general Hermann von Hanneken, blev sendt til Danmark i november 1942.

Samtidigt krævede tyskerne, at den tyskvenlige udenrigsminister Erik Scavenius skulle være statsminister, og at de illegale aktiviteter blev bekæmpet af dansk politi, hvilket førte til nye anholdelsesbølger rettet mod kommunisterne. Endelig krævede von Hanneken Jylland rømmet af dansk militær.

Werner Best fortsatte den tyske politik i nært samarbejde med Scavenius, fordi den dels gav Tyskland den bedste udnyttelse af landets produktion — landbrugseksporten svarede til ca. en måneds forbrug i Tyskland — dels bevarede ro og orden med en minimal indsats af tyske resurser.

Best fik gennemført, at man fra tysk side ikke modsatte sig, at der den 23. marts 1943 afholdtes ordinært valg til Rigsdagen, hvilket var helt unikt i det besatte Europa. Valget blev en styrkeprøve mellem de samarbejdende partier og modstanderne. Med rekordstor valgdeltagelse på 89,5 % fik de førstnævnte 94,5 % af stemmerne; 2,2 % stemte på Dansk Samling, mens 3,3 % af stemmerne gik til DNSAP og Bondepartiet. DKP var forbudt, men deltog indirekte i valget sammen med Frit Danmark med en kampagne om at stemme blankt, en opfordring som blev fulgt af 1,2 % af vælgerne.

Et stemningsskifte var på vej i løbet af foråret og sommeren 1943, forårsaget dels af almindelig "besættelsestræthed", dels af de tyske nederlag på fronterne fra slutningen af 1942. Antallet af strejker tog til og det samme gjorde sabotageaktionerne, der fra foråret 1943 fandt sted med sprængstof leveret fra Storbritannien.

Alligevel kom Augustoprøret bag på alle parter. I 17 byer udbrød der strejker med kommunisterne som organisatorer, og fabrikker, kontorer og forretninger lukkede, ledsaget af store uroligheder. I København kom det dog kun til uroligheder og ikke en egentlig storstrejke.

De politiske partier og fagbevægelsen gjorde deres bedste for at få bevægelsen bragt til standsning, det tyske militær viste moderation i strejkebyerne, men ønskede den danske hær afvæbnet, og Werner Best nedtonede rørets omfang over for Berlin.

Hitler greb ind med krav om, at den danske regering skulle indføre undtagelsestilstand og dødsstraf for sabotage. Svaret fra dansk side var afvisende. Regeringen indgav den 29. august sin afskedsbegæring til kongen, fra tysk side iværksattes afvæbning og internering af den danske hær og af flåden, der dog sænkede sig selv, og von Hanneken erklærede militær undtagelsestilstand i hele landet.

Begivenhederne skærpede den antityske stemning, og de accentueredes yderligere, da tyskerne natten til den 2. oktober 1943 gennemførte en aktion mod de danske jøder. Bl.a. takket være Bests dobbeltspil blev den en fiasko. Færre end 500 jøder blev anholdt og ført til koncentrationslejren Theresienstadt, hvor de allerfleste overlevede. Ca. 7.000 flygtede via både til Sverige.

I midten af september blev Frihedsrådet dannet for at lede kampen for landets befrielse. Rådet omfattede repræsentanter for de vigtigste illegale grupper, nemlig kommunisterne og Frit Danmark, Dansk Samling og Ringen med hhv. Børge Houmann, Mogens Fog, Arne Sørensen og Frode Jakobsen som de væsentligste medlemmer.

Enheden i kampen blev fremmet af direktiver fra SOE. I december kom der ordre om, at der skulle oprettes militærgrupper med henblik på at aktionere i ryggen på de tyske styrker i tilfælde af en allieret invasion. Dermed skabtes en enhedsorganisation for de enkelte bevægelser. Gruppedannelsen organiseredes først af kommunisterne og folk fra Dansk Samling, dernæst i stigende grad af medlemmer af Ringen, bl.a. fordi mange af pionererne forsvandt enten i tyske fængsler og koncentrationslejre eller i Frøslevlejren (ca. 10.000) eller som flygtninge til Sverige (ca. 10.000).

Oprettelsen af militærgrupperne gjorde modstandsbevægelsen stor (ved årsskiftet 1944-45 ca. 20.000, ved befrielsen ca. 50.000), og de bevæbnedes med håndvåben fra England eller Sverige. Derimod udgjorde sabotagegrupperne (i København BOPA og Holger Danske, i provinsen bl.a. Valthergruppen i Odense) kun en beskeden brøkdel af det samlede antal.

Sabotagen var rettet mod jernbanerne (ca. 1.500), mod industrivirksomheder, der producerede for tyskerne, samt mod skibe og skibsværfter (i alt ca. 2.800). De sidstnævnte aktioner udgjorde en trussel, som blev taget meget alvorligt fra tysk side, mens jernbanesabotagen kun førte til ubetydelige forsinkelser af den tyske krigsmaskine.

Parallelt med Frihedsrådet opererede hæren, hvis mandskab i oktober 1943 blev løsladt. Officererne koncentreredes i særlige grupper i København, og i Sverige oprettedes en brigade, Danforce. Officerer blev indsat på de fleste lederposter i det regionale apparat, og fra juni 1944 blev det illegale arbejde hemmeligt finansieret af statskassen.

Efter Folkestrejken i København i dagene omkring 1. juli 1944 skete der en tilnærmelse mellem Frihedsråd og politikere. Den udmøntede sig dels i en fælles henvendelse til de allierede om at få Danmark anerkendt som allieret, hvilket imidlertid strandede på russisk uvilje, dels i forhandlinger om fælles dannelse af den første regering efter befrielsen, hvilket endte med halvdelen af ministerposterne til hver part.

Efterforskningen af illegal virksomhed var efter 29. august 1943 overgået til det hemmelige tyske statspoliti, Gestapo. Fra nytår 1944 blev den suppleret med den såkaldte "modterror", clearingmord og schalburgtage udført af bl.a. danske håndlangere, som svar på attentater mod værnemagtsmedlemmer og sabotage.

Tyske bestræbelser på at få det danske politi til at medvirke i sabotagebekæmpelse og opretholdelse af ro og orden under strejker mislykkedes og førte til opløsningen af politiet 19. september 1944 og efterfølgende internering af politifolk i koncentrationslejre. Krigen og besættelsen kostede i alt ca. 7.000 danske livet.