Belgiske sæsonarbejdere søger høstarbejde i 1908.
Kort over Frankrig métropolitaine med byer og topografi.

Frankrig er administrativt inddelt i 13 regioner, 96 departementer og knap 35.756 kommuner, som er langt mindre end de danske. Frankrig har desuden fem departementer uden for Europa, Guadeloupe, Martinique, Fransk Guyana, Réunion og Mayotte, foruden de løsere tilknyttede områder, Saint-Pierre og Miquelon, nogle øer ved Antarktis, Ny Kaledonien, Fransk Polynesien samt Wallis og Futuna. Denne artikel omhandler det europæiske Frankrig, France métropolitaine.

Regioner i Frankrig

Navn Regionshovedstad Indb. i mio. (2021) Areal (km2)
Auvergne-Rhône-Alpes Lyon 8,1 69.711
Bourgogne-Franche-Comté Dijon 2,8 47.784
Bretagne Rennes 3,4 27.208
Centre-Val-de-Loire Orléans 2,8 39.151
Corse Ajaccio 0,3 8680
Grand Est Strasbourg 6,0 57.433
Hauts-de-France Lille 6,0 31.814
Île-de-France Paris 12,3 12.012
Normandie Rouen 3,3 29.907
Nouvelle-Aquitaine Bordeaux 6,1 84.060
Occitanie Toulouse 6,0 72.724
Pays de la Loire Nantes 3,8 32.082
Provence-Alpes-Côte d'Azur Marseille 5,1 31.400
D.O.M. Départements d'outre-mer (Departementer uden for Europæisk Frankrig)
Fransk Guyana Cayenne 0,3 83534
Guadeloupe Basse-Terre 0,4 1628
Martinique Fort-de-France 0,4 1128
Mayotte Dzaoudzi 0,3 0,4
Réunion Saint-Denis 0,9 2504
Kilde: INSEE

Naturforhold

Sandklitten Archachon i Sydfrankrig er Europas største.
Archachon
Af .

Det stærkt varierede franske landskab kan inddeles i gamle hercynisk foldede grundfjeldsområder, Det Armorikanske Massiv, Centralmassivet, Vogeserne og Korsikas bjerge, i unge alpine foldekæder, Alperne, Jurabjergene og Pyrenæerne, samt i store sedimentbassiner, Pariserbassinet og Det Aquitanske Bassin. Den brede Saôneslette med fortsættelsen i Rhônedalen adskiller Jurabjergene og De Franske Alper, der har landets og nogle af Europas højeste bjergtoppe (Mont Blanc, 4807 m, Barre des Écrins, 4102 m), fra Centralmassivets nedslidte højslette, der langs østranden er presset op i forbindelse med den alpine foldning. Østranden danner Cevennerne, de højeste dele af det hercyniske Frankrig.

Floder

Den franske flod Garonne ved Toulouse.
Af .

De store floder, Seinen, Loire og Garonne, der løber til Atlanterhavet, og Saône-Rhône-flodsystemet, der løber til Middelhavet, afvander tilsammen 70 procent af landet; Nordøstfrankrig afvandes af Rhinen. Seinen, Loire og Garonne har lange, tragtformede mundinger til Atlanterhavets tidevandskyster, mens Rhône munder ud i et delta.

Loire er med sine 1012 km landets længste flod, mens Rhône med en vandføring på 1800 m3/s ved udløbet er langt den vandrigeste. Garonne har sit udspring i Pyrenæerne og kan forårsage store oversvømmelser om foråret, når snesmeltning og kraftige regnskyl falder sammen.

Floderne har fra oldtiden til begyndelsen af 1900-tallet været vigtige kommunikations- og transportveje og er forbundet med adskillige kanaler, der især blev udbygget under industrialiseringen i sidste halvdel af 1800-tallet. Kanalerne har i dag overvejende turistmæssig betydning.

Vegetation

Satellitbillede af skovene i Frankrig, der udgør de mørkegrønne områder på kortet.
Af /NASA.

Knap en tredjedel af Frankrig er skovdækket (2021). Skovarealet er konstant vokset som følge af skovrejsning siden midten af 1800-tallet. I den tempererede zone dominerer eg, i kystegne og højere liggende områder, hvor nedbøren er rigeligere, dominerer bøg og i bjergene nåleskov. Det meste af skovarealet er privatejet. Frankrigs største skov, der består af fyr, blev i 1800-tallet plantet på magre jorder i les Landes i Det Aquitanske Bassin. I Middelhavsområdet har rovhugst, overgræsning og erosion forvandlet den oprindelige skov til stedsegrøn buskvegetation, maki, eller den magrere garrigue, som er uden økonomisk værdi, men rummer mange plantearter.

Klima

Klar himmel på en mistraldag i Vaucluse. Vinplanterne lider under den voldsomme udtørring, som vinden og varmen forårsager.

Størstedelen af Frankrig har tempereret klima med gennemsnitstemperaturer i januar på 1-6 °C og 17-22 °C i juli. Middelhavskysten og den sydlige del af Rhônedalen til Montélimar har subtropisk klima med 6-9 °C i januar og 22-23 °C i juli. Siden 2020 er der dog sket en forøgelse af den årlige gennemsnitstemperatur på 0,6–0,9 °C. Således blev der målt 46 °C flere steder i somrene 2020 og 2024, og der kommer stadig flere og længere perioder med hedebølge, flere dage med ekstremt varmt vejr i hele døgnet.

Nedbøren, der hovedsagelig falder i forbindelse med frontpassager fra Atlanterhavet, er rigelig i de nordvestlige dele af Frankrig og på bjergområdernes vestvendte sider. Det mediterrane klima er karakteristisk ved mange solskinstimer, varme, tørre somre — op til tre måneder uden regn — og milde, korte vintre med nedbør, idet frontpassagerne trækker sydover.

Lavtryk, der dannes ud for Middelhavskysten, forårsager ofte vinde fra nord som tramontanen i Languedoc og mistralen, der er en heftig, tør vind, som fejer sydpå gennem Rhônedalen og blæser overfladevand bort, så koldt bundvand vælder op langs Middelhavskysten. Mod syd findes også den varme tørre vind, der medbringer fint sand fra Sahara, sciroccoen.

Atlanterhavskysten har milde vintre, der betinger en lang vækstsæson, og kølige somre. Pariserbassinet har varme og ret tørre somre, hvilket er gunstigt for områdets landbrug. Længere østpå er klimaet mere fastlandspræget.

Frankrigs befolkning

Frankrig har et befolkningstal på knap 70 mio. i 2024, og det svarer til cirka 15 % af den samlede befolkning i de 27 EU-lande. I begyndelsen af 1300-tallet var hver tredje europæer franskmand, Rusland fraregnet, men fra slutningen af 1700-tallet til 1940 var landets befolkningsudvikling med få undtagelser ekstremt lav. Først efter 1940 har tilvæksten i store træk fulgt det øvrige Europas, og efter en stigning i fertiliteten til mere end to børn pr. kvinde i 1960, er tallet faldet til 1,88 barn per kvinde i 2019. Det er dog stadig et af de lande i Europa, hvor fertiliteten er størst. Ud over Parisområdet og de store byer er landets periferi tættest befolket, særlig tæt i de nordvestligste egne og ved Middelhavskysten.

Et meget tyndtbefolket bælte strækker sig fra Champagne i nord over Midtfrankrig til Pyrenæerne. I modsætning hertil var hele landet relativt tæt befolket i middelalderen: Herfra stammer det tætte netværk af kommuner. Indvandrere er siden 1945 især kommet fra Algeriet, Marokko og Tunesien (Maghreb-landene) og fra Portugal. Tidligere kom de største indvandrergrupper fra Belgien, Italien, Spanien og Polen. Indvandrerne har især bosat sig i de store byer, alene 40 % bor i Parisområdet, i de nordlige industriområder og ved Middelhavskysten.

Arbejdsløshed er udbredt i Frankrig, 5,1 % af den erhvervsaktive befolkning i 2023 og højere blandt indvandrerne, 7,9 %. Racisme er blevet et stigende problem. I 1974 gennemførte man en lov, der skulle stoppe indvandringen, og den har været ændret flere gange i retning af lempelser og stramninger siden. Det har dog ikke forhindret en stor illegal indvandring, især fra Nordafrika.

Byerne

Udsigt over Marseille mod nord med Vieux Port i midten. Foto fra 2012.
Af .
Licens: CC BY 4.0

Tre fjerdedele af befolkningen bor i byer med over 2000 indbyggere. Paris har foruden sine hovedstadsfunktioner også servicefunktioner for et opland i en radius af 250-300 km. Andre storbyer, der har betydning for en større geografi, ligger rundt om i landet. Lyon, Marseille, Lille, Bordeaux, Toulouse, Strasbourg, Nantes og Nancy fik i 1960'erne status som "ligevægtsstorbyer" (métropoles d'équilibre) som en del i en decentraliseringspolitik. I 2015 vedtog man en lov om en ny type interkommunal myndighed med udvidede beføjelser, kaldet metropol. I 2024 var der 22 storbyområder, der fungerede som metropol, blandt dem har Paris og Marseille en særlig status.

En stor del af de franske byer eksisterede allerede i romersk tid, hvor de blev anlagt ved flodovergange og kyster. I middelalderen blev adskillige byer grundlagt især af forsvarshensyn, kun få af dem har betydning i dag. Fra perioden 1500 til 1800 stammer nogle få havnebyer, og i 1800-tallet opstod flere minebyer. I 1900-tallet er der bygget ni "nye byer", hvoraf de fem ligger som aflastningscentre omkring Paris.

Byernes indbyrdes størrelsesforhold var stabilt frem til midten af 1800-tallet med undtagelse af Paris, der voksede hurtigere end de andre store byer. Fra midten af 1800-tallet til midten af 1900-tallet medførte industrialiseringen en stigende urbanisering, især i Paris og i Nord- og Nordøstfrankrig. 1950-1975 voksede de store byer med over 50.000 indbyggere mest. Siden har væksten i de mindre byer relativt været størst, navnlig i Syd- og Sydøstfrankrig, samtidig med at væksten i Paris har været stagnerende.

Energi

La Hague, oparbejdningsanlægget for nukleart affald fra atomkraftværker.
Af /AREVA La Hague.
Licens: CC BY 2.0

Frankrig er for halvdelens vedkommende selvforsynende med energi, idet næsten al olie og naturgas importeres. Af landets samlede energiforbrug (2023) udgør olie 29,6 %, naturgas 13,5 %, kul 2,1 %, elproduktion fra kernekraft 38,6 % og forskellige former for grøn energi, herunder vandkraft, 16,2 %.

De fleste af landets regioner er forsynet med kernekraftværker, og der er foretaget en kraftig udbygning af denne sektor siden 1973. Uranbrændsel indvindes fra franske uranlejer i Vendée og Centralmassivet og importeres desuden fra Gabon og Niger. Brugt kernebrændsel behandles på oparbejdningsanlægget La Hague ved Den Engelske Kanal. Vandkraft stammer fra værker langs Rhinen, i Alperne og i Pyrenæerne.

Frankrigs erhverv

Landbrug

Maleri fra 1890 af hvedemarker. Malet af Vincent van Gogh.
Af /Van Gogh-museet i Amsterdam .
Nogle af Château d'Yquem's vinmarker i Sauternes.

Frankrig er EU's største landbrugsland målt i produktions- og eksportværdi. Som i andre lande er beskæftigelsen i landbruget stadig faldende. I 2022 var det kun 2 % af de erhvervsaktive, der arbejdede i denne sektor til trods for stor politisk bevågenhed. Frankrigs landbrugsproduktion er nogenlunde ligeligt fordelt mellem animalske og vegetabilske produkter.

Landet har Europas største kødproduktion baseret på kvæg-, svine- og fjerkræhold og er verdens femtestørste eksportør af hvede (2024). Kvægbrug dominerer i Centralmassivet, Basse-Normandie, Bretagne, Jurabjergene og Alperne. Især mod syd findes betydelige fårehold. Store brug med udstrakte hvedemarker er dominerende i Pariserbassinet, hvor halvdelen af Frankrigs hvede dyrkes i skifte med andre kornarter, sukkerroer og solsikker. Majs dyrkes over næsten hele Frankrig, og sukkeroer især på de frugtbare jorder mellem Seinen og den belgiske grænse. Grøntsagsdyrkning finder sted langs Bretagnes kyster, i Loiredalen og ikke mindst i Middelhavsområdet.

Nordgrænsen for vindyrkning går sydvest-nordøst gennem Paris. Frankrig er verdens største vinproducent med 4,8 mia. liter i 2024 og den største vineksportør med 1,1 mia. liter samme år. Den største mængde af kvalitetsvinene eksporteres, først og fremmest fra Bordeaux, Bourgogne og Champagne. Hverdagsvine produceres især i Languedoc.

Det franske landskab er præget af dyrkningssystemer, der i vid udstrækning opstod i middelalderen: Bocage-systemet, hvor gårdene ligger spredt, og markerne er afgrænset af levende hegn. Det er især karakteristisk for småbrug og præger blandt andet Nordvestfrankrig og Centralmassivet. Open-field-systemet er især karakteristisk for Pariserbassinets frugtbare jorder med store brug, hvor bønderne tidligere var fælles om dyrkningen af markerne, der lå omkring samlede landsbybebyggelser.

Fiskeri

Østersbanker ved Fouras.
Af .
Licens: CC BY SA 3.0

Frankrigs produktion af fisk og skaldyr er knap 500.000 årligt (2021), og landet er EU's tredjestørste fiskerination, efter Spanien og Danmark.

Fiskeriet er domineret af kystfiskeri efter tun og sardiner. Desuden foregår en del skaldyrsfiskeri langs Bretagnes kyster, hvor der også findes opdræt af østers. Hovedparten landes i havnene på Bretagnes sydkyst samt i Boulogne-sur-Mer ved Den Engelske Kanal. Sète er Middelhavskystens vigtigste fiskerihavn.

Industri

Airbus Industrie. Flightline i Toulouse. Airbus' flytyper omfatter de tomotorers A319/320/321 (124-186 sæder) og A330 (335-440 sæder) samt den firemotorers A340 (263-440 sæder).

.

Frankrig blev i 1800-tallet industrialiseret i et langsommere tempo og i mindre grad end de øvrige nordvesteuropæiske lande. Industrien udvikledes især nordøst for en linje mellem Seinens og Rhônes udløb, knyttet til kulminerne i Lorraine og Centralmassivet og til de nu lukkede miner med jernmalm i Lorraine. Endnu findes størstedelen af landets industribeskæftigelse i det nordøstlige Frankrig. Alle de store brancher, elektrisk og elektronisk industri, kemisk industri, maskin- og tekstilindustri, har deres tyngdepunkt der.

Industrien i det vestlige Frankrig er især knyttet til byerne Nantes, Saint-Nazaire, Bordeaux og Toulouse. Fødevareindustrien findes jævnt fordelt i hele landet. Frankrig har en betydelig bil-, fly- og militærindustri. Flytypen Airbus produceres i Toulouse i samarbejde med flere europæiske lande. Den franske bilindustri har traditionelt været en betydningsfuld industri. Antallet af biler produceret i landet er dog kraftigt faldende og var på knap 1 mio. personbiler i 2023. De vigtigste franske bilproducenter er Renault-Nissan og PSA (Peugeot Société Anonyme).

De vigtigste industricentre er Paris med især højteknologisk industri med stor værditilvækst og med tæt tilknytning til forskning og Lyon, der har kemisk industri foruden tekstil- og metalindustri. Ligesom i den primære sektor (landbrug mv.) er beskæftigelsen i den sekundære sektor (industri, håndværk, byggeri mv.) faldende. Den udgjorde i 2022 17,9 % af de erhvervsaktive.

Service

Katedralen er Frankrigs mest berømte og mest besøgte monument, en stor turistattraktion.

Servicesektoren er vokset kraftigt siden begyndelsen af 1980'erne. De mest specialiserede tjenesteydelser er koncentreret i Paris, som sammen med Middelhavskysten, især ved Rivieraen, Côte d'Azur, er Frankrigs vigtigste turistmål. Frankrig besøges af 75 mio. turister om året (2005), flere end noget andet land. Den offentlige service er veludbygget.

En stor del af landets forskning foregår uden for universiteterne. Fornyelsen i virksomhederne søges fremmet gennem oprettelse af forskerparker (technopôles) ved de fleste større byer. Her ligger universiter, forskningscentre og avanceret industri samlet. Eksempler er Sophia-Antipolis nær Nice og Z.I.R.S.T. nær Grenoble.

Transportsystemet er udbygget med et tæt net af motorveje og jernbaner samt lufttrafik. Fra 1980'erne er der foretaget store investeringer i højhastighedstog TGV (Trains à Grande Vitesse), der med transporthastigheder på op til 300 km/h forbinder Paris med sydøst- og Østfrankrig, de atlantiske regioner, Belgien, Holland, Tyskland, Schweiz, Italien samt Storbritannien via kanaltunnelen. På cirka tre timer kan man fra Paris nå Marseille, Bordeaux, Amsterdam og London. Desuden er metrosystemerne løbende udbygget i Paris og de største provinsbyer.

Oversigt over landsdelene

Frankrig har været et foregangsland på højhastighedstog i Europa med sit TGV-koncept.
TGV
Af /Bahnbilder.
Licens: CC BY NC SA 2.5

Frankrig er et varieret land, og historie, geologi, klima, kultur, erhvervs- og befolkningsforhold bidrager til, at hver egn har sit særpræg. Lægges hovedvægten på den økonomiske udvikling, var det i slutningen af 1800-tallet til midten af 1900-tallet almindeligt at skelne mellem det industrialiserede Nordøstfrankrig og det tilbagestående Sydvestfrankrig. Siden er den regionale udvikling blevet mere kompliceret, og fra omkring 1970 kan man sammenfattende tale om fem landsdele.

Parisområdet

Parisområdet, det vil sige regionen Île-de-France med tilgrænsende departementer, er præget af en befolkning med arbejde i Paris og omegn og af virksomheder, der indgår i Paris' erhvervsliv. Indbyggertallet er på 7.115.576 (2022) i Paris-metropol og det dobbelte, når hele området indgår. Det er Frankrigs befolkningsmæssige, trafikale, politiske, økonomiske og kulturelle centrum. Det har det været siden middelalderen, begunstiget af beliggenheden i Pariserbassinets frugtbare og let tilgængelige landbrugsområde samt adgangen via Seinen.

Paris er én af Europas største byer og i høj grad Frankrigs forbindelse til den øvrige verden. Hovedstaden dominerer landet inden for både den overordnede og den mest specialiserede service. Industrien er koncentreret om de mest kvalificerede og højtlønnede funktioner. Gennem 1800-tallet og størstedelen af 1900-tallet var Paris en magnet, der tiltrak en stor del af Frankrigs befolkning og økonomi, og byen var begunstiget af den politiske centralisering. Efter ca. 1970 har væksten i Paris og provinsen været mere ligelig.

Sydfrankrig

La Côte d'Azur, mellem Beaulieu-sur-Mer og Cap-d'Ail, set fra Saint-Jean-Cap-Ferrat.
Af .
Licens: CC BY SA 3.0

Sydøstfrankrig omfatter Alperne, Rhônedalen og Middelhavskysten og er det område i Frankrig, der har den hurtigst voksende befolknings- og erhvervstilvækst. Den kraftige og stabile vækst siden 1970'erne skyldes flere faktorer.

Rivieraen og Alperne har i kraft af klima, landskaber og byer en betydelig og voksende turisme. Mange pensionister, der kræver en omfattende service, bor ved Middelhavskysten. De samme områder tiltrækker et stort antal forskningsinstitutioner og vidensbaserede industri- og servicevirksomheder; det gælder især Grenoble, Nice, Aix-en-Provence, Montpellier og Toulouse.

Endelig er Lyon Frankrigs næstvigtigste center for serviceerhverv og har samtidig en betydelig industri, mens andre egne har intensiv frugt-, grøntsags- og blomsteravl. Forældede industrier i tilbagegang findes dog stadig omkring Marseille. Sydfrankrig kendetegnes desuden af dårlig betalt, sæsonbetinget beskæftigelse inden for turisterhvervene og landbruget samt af en betydelig arbejdsløshed.

Vestfrankrig

Dordogne Gageac, Sydfrankrig.
Af .

Vestfrankrig, der i det store og hele svarer til Det Armorikanske Massiv og de kystnære dele af Det Aquitanske Bassin, var indtil midten af 1900-tallet stort set et landbrugsområde med små servicebyer og en omfattende afvandring. Herefter skete en økonomisk opblomstring, idet landbruget blev moderniseret, og produkterne markedsføres overalt i EU. Det gælder blandt andet grøntsager fra Bretagne, suppleret med vinprodukter fra Bordeaux og Cognac. Lokale håndværkstraditioner er blevet udviklet til industriel produktion for eksempel i Vendée. Store koncerner har investeret i industri i den nedre Loiredal og i Bordeaux. Turismen er desuden forøget langs Atlanterhavskysten.

De nord- og nordøstlige industricentre

Containerterminalen i havnen i Dunkerque.

Regionen Hauts-de-France og den nordøstlige del af Lorraine udgjorde sammen med Paris tyngdepunkterne i Frankrigs erhvervsliv i midten af 1900-tallet. Efter en omfattende tilbagegang for sværindustrien siden 1960 er der tegn på fornyet erhvervsmæssig udvikling, der er fordelt på flere brancher. Især har Lille, som med kanaltunnellen er blevet trafikalt centrum i den tættest befolkede del af EU, muligheder for udvikling inden for erhvervsservice.

Tidligere var fremstillingen af jern og stål samt maskiner og stålprodukter i tilknytning til kulminerne dominerende. Men netop som nye sværindustrier var blevet oprettet ved kanalhavnen i Dunkerque i 1960'erne, løb den vesteuropæiske sværindustri ind i stagnerende efterspørgsel og øget konkurrence fra mere moderne industri i andre dele af verden. Trægheden i organisationen og manglen på nye initiativer hæmmede omstillingen, og produktionen og beskæftigelsen i disse sektorer dalede til en lille brøkdel af det tidligere niveau. Udvindingen af jernmalm er stoppet.

Midt- og Østfrankrig

Strasbourg. Bygningen, der huser Europa-Parlamentet.
Europa-Parlamentet i Strasbourg
Af .
Vindyrkning i Alsace.
Vindyrkning i Alsace
Af .

Midt- og Østfrankrig er den største og mest uensartede landsdel. Den strækker sig fra den indre del af Pyrenæerne og Det Aquitanske Bassin over Centralmassivet og Pariserbassinet, hvor den omringer Parisområdet, over Vogeserne, Jurabjergene og Rhinsletten til de i nord- og nordøst beliggende gamle industricentre.

Mens Normandiet, Picardie og Alsace er tætbefolket, taler man om en "tom diagonal" fra Pyrenæerne til Ardennerne. Landområdet er stort set et økonomisk stagnationsområde med undtagelse af Alsace. Baggrunden for stagnationen varierer. Øst for skillelinjen fra Seine- til Rhônemundingen findes ældre industrier af meget forskellig karakter, som i nogle egne oprindelig var knyttet til lokale kul- og jernforekomster, som omkring Le Creusot og i Saint-Étienne i Centralmassivet, eller til vandkraft. I andre områder er industrien knyttet til håndværk og knowhow, som urfabrikationen i Jurabjergene, bildækindustrien i Clermont-Ferrand og tekstilindustrien i Mulhouse. Også havnene i Le Havre og Rouen har tiltrukket industri. Men disse spredte industrier har gennemgående haft svært ved at forny sig i 1900-tallet, og bortset fra Strasbourg findes der ikke større byer i området.

Den sydvestlige del er overvejende landbrugsområde, præget af små brug. Manglen på større byer og på serviceudvikling har disse regioner tilfælles med Østfrankrig. I Pariserbassinets mellemstore byer blev der i 1960'erne med egnsudviklingsstøtte oprettet mange filialer af parisiske virksomheder, men hovedparten af denne lavteknologiske industri er stagneret. Landbruget har imidlertid specialiseret sig i kornavl, men det giver ikke megen beskæftigelse. Den mest dynamiske del af landsdelen er Alsace, hvor både industri, især med udenlandske investeringer, service i Strasbourg, turisme og vinavl er i vækst. Vinavl og turisme er også et plus for Bourgogne. Lokalt håndværk dominerer i den sydlige del af Jurabjergene, mens Montbéliard i den nordlige ende præges af bilindustriens vekslende op- og nedture.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig