Odense Domkirke (Sankt Knuds Kirke)

Byggeriet af den nuværende domkirke blev indledt i 1280’erne, og i løbet af de næste godt 200 år blev der opført et treskibet, basilikalt langhus i gotisk stil. De fem vestlige fag er de ældste. Kirken er et enestående, vellykket gotisk anlæg inden for dansk arkitektur.

Tårnet over vestgavlen er fra 1500-tallets slutning med et spir fra 1783-1785. I krypten, der ganske usædvanligt for en gotisk kirke er overført fra den romanske kirke, står to store skrin med henholdsvis knoglerne af Knud den Hellige og formentlig hans bror Benedikt, der dog ikke var helgenkåret.

Kirken, der siden 1914 har stået med hvidkalkede vægge, rummer flere storslåede inventarstykker, hvoraf de mest imponerende er helgenskrinet med de jordiske rester af Knud den Hellige, som kirken også har navn efter, og kirkens altertavle, Claus Bergs pragtværk fra 1515-1525, der dog først kom til kirken i 1885.

Odense Domkirkes historie er tæt knyttet til kulten omkring helgenkongen Knud den Hellige, der blev dræbt i 1086 sammen med sin bror Benedikt i Odenses første domkirke, Albani Kirke. Den var opført i træ og lå nordøst for den nuværende domkirke.

En ny kirke i frådsten må være påbegyndt på den nuværende placering umiddelbart efter mordet. I 1095 må byggeriet have været så langt, at kong Knuds lig kunne flyttes til den nye domkirkes krypt. At der overhovedet er kendskab til overflytningen skyldes den engelskfødte munk Ælnoth, der virkede ved kirken, og som nedskrev Knud den Helliges levnedsbeskrivelse i ca. 1122. Det er også fra Ælnoth, at vi ved, at Knud blev helgenkåret den 19. april i år 1100 og i et til lejligheden fremstillet skrin blev anbragt på højalteret i koret.

Den første domkirke stod muligvis færdig i sin oprindelige udformning i ca. 1120. Til kirken var der tilknyttet et benediktinerkloster grundlagt ca. år 1100. Udgravninger har påvist, at det var en treskibet frådstensbasilika af næsten samme bredde og længde som den nuværende kirke og med korte tværarme, som hver havde en apsis mod øst, samt et kor med en krypt. Det vides ikke om kirken havde tvillingetårne som flertallet af samtidens storkirker, eller om den var tårnløs. Arkæologiske undersøgelser har desuden vist, at krypten og koret blev ombygget senere i 1100-tallet, samt at der også var planlagt en ny korrunding østligere end den oprindelige.

Sidst i 1200-tallet begyndte biskop Gisico (biskop 1286-1300) byggeriet af en stor treskibet gotisk kirke af røde teglsten. Indskrifter af glaseret tegl på nord- og sydsiden af kirkens vestlige del oplyser bygherrens navn og hævder, at bygningen var ”tjenlig til brug” i 1301.

Byggeriet begyndte mod sædvane i vest. I 1330’erne og 1340’erne fuldførtes vestfronten, der har form som en spidsbuet himmelport. Højskibets mure med vinduer og midtskibets fem ribbehvælv stod færdige, så kirken med det lysfyldte, gotiske skib kunne indvies i 1343. Det romanske østparti med helgengravene fra den første kirke stod endnu. Først omkring år 1400 opførtes et rektangulært, gotisk kor, som ganske usædvanligt fik en hvælvet krypt. I 1460’erne og 1470’erne forsvandt endelig tværskibet af frådsten, og resultatet blev i store træk det gotiske langhus, som står i dag, hvortil kom et nu nedrevet Sankt Knuds kapel på nordsiden. Et tårn på nordsiden blev ikke fuldført.

Hvor kirken udvendig fremstår ganske nøgtern, har dens indre en helt anderledes himmelstræbende lethed, som bekræfter, at vi har at gøre med et af dansk gotiks væsentligste bygningsværker.

Hvis der skal peges på forbilleder for den gotiske bygning, så skal de findes inden for den rige teglstensgotik, der findes i de nordtyske byer langs Østersøkysten, heriblandt i de pilleformer, der genfindes i Lübecks Mariakirkes langhus. Herudover synes kirkens meget langstrakte, rektangulære grundplan at mime en planløsningstype, der findes inden for den engelske gotik. Det er da også foreslået, at inspiration fra England har gjort sig gældende i byggeriet. Blandt andet er den hypotese fremsat, at den store gavlniche i vest var et lån fra vestgavlen på benediktinerklosteret i Tewkesbury, der lå nær klosteret i Evesham ved Avonfloden i Sydengland, og som var moderkloster for Odenseklosteret.

De fremspringende sideskibe og gallerierne er ligeledes opfattet som elementer, der har deres oprindelse i England, hvilket også gør sig gældende for stjernehvælvene, idet kun det østligste korfag dækkes af et firoddet stjernehvælv. De øvrige ni midtskibsfag mangler midtribben i kirkens længdeakse, og ribberne danner derfor en figur som to mod hinanden vendte pilespidser. Det er en form for stjernehvælv, som også findes i England.

Frederik 2. fornyede i 1580-1584 Odense Domkirke, som fik sit vesttårn, oprindelig med et renæssancespir, mens koret blev ombygget og gulvet sænket, idet krypten blev sløjfet.

I 1636 blev der på skibets nordside tilbygget et gravkapel i renæssancestil for Henning Valkendorf til Glorup (ca. 1560-1626) med et jerngitter af kunstsmed Caspar Fincke.

I 1750’erne fulgte en betydelig modernisering af kirkens indre og en fornyelse af dørene med prægtige portalindramninger. Der blev også lagt nye gulve, og de profilerede piller blev omdannet ved kraftig behugning samt med udsmykning med rokokostukkaturer.

Kirkens nuværende udseende er i vid udstrækning et resultat af den historiserende hovedrestaurering, som arkitekten J.D. Herholdt gennemførte i årene 1868-1875. Restaureringen blev anledning til nedbrydningen af renæssancevåbenhuset, som dækkede for den rige nordvestportal, der i lighed med vestportalen og to døre i syd blev rekonstrueret.

Vinduernes stavværk, der var blevet fjernet i 1700-tallet, blev også genskabt, og de to store gavlvinduer, der siden 1600-tallet havde stået helt eller delvis blændede, blev ligeledes genåbnet. Indvendigt fik arkadepillerne igen deres rige profilering og triforiernes blændmure blev fjernet. Herudover blev den middelalderlige krypt også genskabt.

Siden 1914 har kirken stået med hvidkalkede vægge. Fragmenter af de middelalderlige malerier kendes imidlertid gennem de tegninger, der blev udarbejdet ved Herholdts restaurering af kirken. Der er bl.a. fundet arkitektonisk maleriudsmykning med planteornamentik på den del af kirkebygningen, som biskop Gisico stod bag.

I 1873-1874 udførte August Behrends en dekorativ udsmykning af kirkens hvælv og vægge efter et forlæg fra Georg Hilker, der havde taget udgangspunkt i fundene af den ornamentale hvælvudsmykning fra 1300-tallet. I 1914 blev de synlige udsmykninger overdækket igen. Ved kirkens nykalkning i 1975 viste Hilkers dekoration sig at være synlig under afrensningen af løse kalklag.

I Odense Domkirke er inventaret fra flere forskellige perioder, hvor særligt middelalderen er rigt repræsenteret.

• Haderslev Domkirke – Vor Frue Kirke (1420-1440)
• Helsingør Domkirke – Sankt Olai Kirke (1400-tallet)
• Københavns Domkirke – Vor Frue Kirke (1829)
• Maribo Domkirke (1400-tallet)
• Ribe Domkirke (ca. 1150-1250)
• Roskilde Domkirke (ca. 1200)
• Viborg Domkirke (1876)
• Aalborg Domkirke – Sankt Budolfi Kirke (ca. 1450)
• Aarhus Domkirke – Sankt Clemens Kirke (fra 1190’erne og 100 år frem)

• folkekirken
• kirkearkitektur
• domkirke
• helgenkåring
• skrinlæggelse
• Odense
• oversigt over folkekirker i Odense Kommune

• Thomas Quellinus

• Odense Domkirke på sogn.dk
• Odense Domkirkes hjemmeside