parlamentsvalg i Frankrig 2024

Præsident Macrons koalition, Ensemble !, der består af hans eget parti Renaissance og forskellige mindre koalitionspartnere, blev den største gruppe i Nationalforsamlingen. Men den blev det med blot 245 (hvilket var en nedgang fra 348) ud af de 577 pladser. Således mistede Ensemble ! sit absolutte flertal.

NUPES (Nouvelle Union Populaire écologiste et sociale, på dansk: Den nye folkelige økologiske og sociale union) var en venstrefløjskoalition, der blev dannet til lejligheden. Den bestod af:

• La France insoumise, forkortet LFI (hvilket kan oversættes til: Det ukuelige Frankrig), kan karakteriseres som et venstrepopulistisk parti
• Parti socialiste, forkortet PS
• Europe, Écologie, les Verts, forkortet EELV (De grønne)
• Parti communiste français, som aldrig kaldes andet end forkortelsen PCF.

Venstrefløjskoalitionen NUPES vandt 142 pladser, hvoraf over halvdelen (75) tilfaldt La France insoumise.

Til højre fik det traditionelt dominerende borgerlige parti, les Républicains, LR (Republikanerne) endnu et katastrofevalg med blot 62 pladser. Marine Le Pens højrepopulistiske Rassemblement National, RN (National Samling) fik til gengæld et gennembrud med 89 pladser. Det havde kun fået otte pladser ved valget i 2017.

Valget var præget af lav valgdeltagelse, 47,5 % i første runde og 46, 2 % i anden runde. Resultatet var et tegn på den stadig stærkere fragmentering og polarisering i fransk politik. I begge ender af det politiske spektrum kunne man konstatere en radikalisering: Til højre forskød tyngdepunktet sig fra centrum-højre til det ekstreme højre og til venstre fra centrum-venstre til det ekstreme venstre.

Udskrivelsen af nyvalg er en uhørt begivenhed i fransk politik. Nyvalgte præsidenter har tidligere indkaldt til nyvalg i utide for at få parlamentarisk opbakning (indtil forfatningsreformen i 2000 var præsidentvalg og parlamentsvalg ikke synkroniserede). Men at gå til valg på baggrund af et valgnederlag og med udsigt til et nyt valgnederlag var noget helt nyt.

De forskellige meningsmålinger umiddelbart efter valgudskrivelsen gav omkring 20 % til Macrons koalition, 22 % til venstrefløjskoalitionen og 32 % til Rassemblement National. Chancerne for, at den nuværende regeringskoalition kunne fortsætte ved magten efter valget, var dermed uhyre spinkle.

Man kan ikke se bort fra den grund, Macron selv gav: afklaring. Det er normalt, at franskmændene stemmer i protest ved valget til Europa-Parlamentet. Men de plejer også at være mere tilbageholdende med at stemme på ekstremerne, når valget har mere umiddelbar betydning for deres egen økonomi og livssituation.

For det andet var der spørgsmålet om legitimitet. Macron regerede med et usikkert flertal, og det flertal blev sat yderligere under pres, når den folkelige opbakning var lav. Det ville således være umuligt for regeringen at gennemføre sin politik, og det var formentlig kun et spørgsmål om tid, før den ville falde.

Endelig var der den langsigtede strategi. Rassemblement National, der stod til at blive det største parti i den kommende Nationalforsamling, er et protestparti. Det får meget af sin opbakning ved at fremstå som et alternativ til det bestående politiske system, netop fordi partiet aldrig har haft regeringsansvar.

Hvis Macrons regering var fortsat uanfægtet, tydede meget på, at Rassemblement National fortsat ville blive styrket og have en reel mulighed for at vinde både præsident- og parlamentsvalget i 2027. Ved at give Rassemblement National mulighed for at få regeringsansvar allerede i 2024 – men inden for de rammer, der var sat af præsidenten – kunne man se frem til en periode med konflikter og relativt kaos mellem 2024 og 2027, der kunne tage luften ud af Rassemblement Nationals stadige medvind.

De fleste eksperter var dog enige om, at præsident Macron med udskrivelsen af valget spiller højt spil. Det var usikkert, om hans ønske om at svække Rassemblement National på længere sigt ville blive realiseret. For det forudsatte ganske paradoksalt, at Rassemblement National ville få absolut flertal, så de ikke kunne undslå sig for at danne regering.

Den utilsigtede konsekvens var imidlertid, at de to traditionelt regeringsbærende partier brød sammen. Ved valget i 2017 gik Parti socialiste fra 280 til 30 pladser, og les Républicains fra 194 til 112. Ved valget i 2022 blev de yderligere svækket: Les Républicains fik kun 62 pladser, og Parti socialiste blev opslugt i NUPES-alliancen, der var totalt domineret af det yderligtgående venstrefløjsparti, La France insoumise med Jean-Luc Mélenchon i spidsen.

Det vil sige, at valget i 2022 gav en Nationalforsamling, hvor det ikke længere var de to traditionelle blokke, der stod over for hinanden, men tre nye blokke, hvoraf ingen havde flertal: i midten Macrons koalition med 245 pladser, på det yderste højre Rassemblement National med 89 pladser og på det yderste venstre NUPES med 131 pladser. Les Républicains var med sine 62 pladser reduceret til parlamentarisk grundlag og reelt regeringens eneste mulige samarbejdspartner. Ellers var intet samarbejde muligt mellem de tre blokke.

Stemmeprocenten på 72 ved valgets første runde var markant højere end ved de seneste parlamentsvalg, hvor den havde ligget på omkring 50. Det viste, at det var et valg, der blev opfattet som vigtigt af franskmændene. Resultatet af den første runde svarede til prognoserne:

• Rassemblement National fik 33,2 %, 10,6 millioner stemmer
• Nouveau Front populaire fik 28 %, 8,9 millioner stemmer
• Macrons koalition, Ensemble!, fik endnu et nederlag med 20,8 %, 6,4 millioner stemmer
• Les Républicains fik 6,6 %, 2,1 millioner stemmer

Opbakningen til Rassemblement National i første runde var på niveau med den opbakning, som Labour fik ved det næsten samtidige parlamentsvalg i Storbritannien. Med et engelsk valgsystem ville Rassemblement National have fået absolut flertal i Nationalforsamlingen; partiet var størst i samtlige valgkredse uden for Paris og i enkelte andre storbyer.

Her trådte mekanismerne i det franske to-rundesystem imidlertid i spil. Le Nouveau Front Populaire og Ensemble!, der havde været politiske modstandere i den afgående Nationalforsamling, indgik en taktisk alliance mod Rassemblement National. I mere end 200 valgkredse, hvor der var gået tre kandidater videre, blev de enige om at trække én af deres kandidater, så stemmerne mod Rassemblement National ikke ville blive delt. Dette betød en markant forringelse af Rassemblement Nationals chancer for at sikre et absolut flertal i Nationalforsamlingen

Alliancen mod RN viste sig at bære frugt. Stemmeprocenten på 66,6 var lidt lavere end ved første runde, men stadig relativt høj. Fordelingen af stemmer svarede nogenlunde til første runde:

• Rassemblement National fik 37,1 %, 10,1 millioner stemmer
• Le Nouveau Front Populaire 25,7 %, 7 millioner stemmer
• Ensemble! fik 23,1 %, 6,3 millioner stemmer
• mens les Républicains fik 5,4 %, 1,5 millioner stemmer

Den største blok blev le Nouveau Front Populaire med 178 pladser. Venstrefløjskoalitionen havde vist taktisk dygtighed og handlekraft ved at samle en fælles liste trods enorme politiske uenigheder, og det blev belønnet.

Emmanuel Macrons centrumskoalition beholdt 168 pladser, hvilket var en nedgang fra 250. Hans blok blev således den næststørste, lidt større end Rassemblement National.

Selvom Rassemblement National fik suverænt flest stemmer, blev det kun det tredjestørste parti i Nationalforsamlingen med 143 pladser. Det var et stort spring fra de hidtidige 88, men langt fra de 289, der er nødvendige for at kunne regere. Forud for valget var der snak om, hvem i Rassemblement National der kunne få ministerposter, men det endte i stilhed. Marine Le Pen erklærede, at "sejren er blevet udskudt".

Efter meget besværlige finanslovforhandlinger trak Marine le Pen støtten den 4. december 2024. Regeringen tabte en mistillidsafstemning og gik af. Frankrig står over for en periode med usikkerhed og politiske manøvrer. Det er første gang i den femte republiks historie, at en regering tvinges til at gå efter en mistillidsafstemning. Barnier blev ved den lejlighed også den premierminister, der kom til at sidde kortest tid.

Den 13. december 2024 blev François Bayrou udnævnt til premierminister. Bayrou overtager posten uden et solidt parlamentarisk flertal, og Nationalforsamlingen er stadig præget af politiske fastlåste fronter mellem centrum, venstrefløjen og Marine Le Pens ydre højre. Det gør Bayrous opgave med at navigere i det fragmenterede landskab særdeles vanskelig. Bayrous lange erfaring og evne til at skabe kompromiser bliver betragtet som hans vigtigste styrker i forsøget på at stabilisere den franske regering.

Der kan først udskrives nyvalg i juli 2025.