Københavns Kommune

Pr. den 1. januar 2025 var der 667.099 indbyggere i Københavns Kommune – et befolkningstal, der var næsten det samme som i 1971. I de mellemliggende ca. 50 år er der imidlertid sket store udsving:

Efter at antallet af indbyggere toppede omkring 1950, oplevede kommunen omkring 40 år med faldende befolkningstal. Alene op gennem 1970’erne faldt det 20 % og i 1980’erne med yderligere ca. 5 %. Fra midt i 1990’erne vendte udviklingen. Først var der en lidt uregelmæssig stigning, men fra midten af 00’erne en markant vækst. Ifølge Danmarks Statistiks befolkningsfremskrivning fra 2025 forventes en stigning i befolkningstallet til 709.369 i 2050.

Københavns Kommune er den kommune i landet, der har den yngste befolkning med en gennemsnitsalder på 36,9 år i 2025 mod tilsvarende 42,6 år på landsplan.

Når Københavns Kommune de seneste årtier har gennemgået en udvikling fra krise til genrejsning, har det mange forklaringer både politisk og erhvervsmæssigt. Ud over kommunens egen politik og planlægning har den samlede økonomiske udvikling og samspillet med staten været vigtige faktorer.

Den politiske styring i Københavns Kommune har en større kompleksitet end i nogen anden af landets kommuner. Det skyldes ikke alene, at København målt på indbyggertal er landets største kommune, og at den siden årtusindskiftet har undergået store forandringer; de omkringliggende kommuner er samtidig vokset så meget, at det stiller nye krav til den samlede planlægning i det storkøbenhavnske område.

Strukturreformen fra d. 1. januar 2007 placerede Københavns Kommune i den nye Region Hovedstaden, der fik ansvar for især hospitalerne, men ikke etablerede noget samlet politisk planlægningsorgan. Samtidig er Københavns Kommune i sin konkrete planlægning meget afhængig af et tæt samspil med staten. Mange af de store politiske beslutninger i kommunen i 1990’erne, 2000’erne og 2010’erne har således været afhængige af statslig medvirken i aftaler om især økonomi, infrastruktur og kulturinstitutioner.

Politisk er København en rød kommune, der indtil 2025 kun har haft socialdemokratiske overborgmestre. De politiske konstellationer har alligevel ved hvert af kommunalvalgene i årene 2005‑17 ændret sig væsentligt, men mest i form af forskydninger mellem især Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og senest Alternativet. Med kommunalvalget i 2021 fik Socialdemokratiet et katastrofevalg: Enhedslisten fik fem pladser flere end Socialdemokratiet, som dog beholdt overborgmesterposten.

Samlet var de politiske udfordringer i Københavns Kommune i 2000’erne og 2010’erne præget af økonomisk fremgang, et stigende befolkningstal og et stort boligbyggeri især i slutningen af perioden.

Københavns Kommune blev også ramt af finanskrisen fra 2008 i form af tabte arbejdspladser og et par år med mindre byggeri, men samlet var de to årtier præget af opgang.

Det var et stort skifte i forhold til situationen i begyndelsen af 1990’erne, hvor kommunen var præget af årtiers fald i befolkningstallet og af alvorlige økonomiske problemer.

Problemerne var så dybe, at det også gav anledning til bekymring på regeringsplan. I marts 1990 sagde statsminister Poul Schlüter (K) i Folketinget: »Det er i hele landets interesse, at hovedstaden fungerer godt og er i stand til at tage konkurrencen op med andre storbyer i Vesteuropa.« Statsministeren erklærede videre, at regeringen var rede til at sætte ind over en bred front for at gøre hovedstaden til et tiltrængt »lokomotiv for igangsætning«.

Overborgmester Jens Kramer Mikkelsen har spillet en nøglerolle i Københavns storstilede byudvikling og økonomisk opsving efter de voldsomme kriseår i 1980’erne og 1990’erne. Kramer Mikkelsen, født i 1951 på Østerbro i København, blev uddannet som lærer. I 1989 afløste han Egon Weidekamp som overborgmester og var partiets spidskandidat ved valget samme år. Han var overborgmester til 2004, hvor han trak sig og midlertidigt blev afløst af Lars Engberg (S) (1943-2017).

I 1991 indgik Danmark og Sverige en aftale om opførelse af en fast forbindelse over Øresund, der blev indviet i år 2000. Også i 1991 foreslog et udvalg under ledelse af departementschef Hans Würtzen (f. 1941) fra Finansministeriet yderligere trafikinvesteringer i det storkøbenhavnske område og beskrev, hvordan en københavnsk metrolinje kunne finansieres ved salg af kommunalt og statsligt ejede grunde i Ørestad (dengang Ørestaden). Planen blev vedtaget de følgende år, samtidig med at staten besluttede en række kulturinvesteringer bl.a. i og omkring Københavns Havn.

En anden vigtig forudsætning for udviklingen efter årtusindskiftet var den økonomiaftale, som stat og kommune indgik i juni 1994. Med overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (S) og finansminister Mogens Lykketoft (S) som hovedforhandlere indgik parterne en aftale, som skulle hjælpe kommunen ud af flere årtiers økonomisk afmatning og en gæld på 15 mia. kr.

Strukturreformen i 2007, der landet over forandrede det kommunale og amtskommunale landskab, gik på det kommunale niveau i store træk uden om både Københavns Kommune og omegnskommunerne.

Dermed fortsatte Frederiksberg Kommune som en ø, der på alle sider er omgivet af Københavns Kommune. Det er internationalt set ganske unikt, at en hovedstadskommune i sin midte har en anden selvstændig kommune. Både i midten af 1800-tallet og lige efter 1. Verdenskrig blev der gjort forsøg fra Københavns side på at få indlemmet Frederiksberg. Det forhold, at Frederiksberg allerede i 1800-tallet fik købstadslignende rettigheder, samt borgernes modstand imod sammenlægning sikrede sammen med national politisk opbakning hver gang Frederiksbergs selvstændighed. Derfor blev der heller ikke under arbejdet i Strukturkommissionen gjort forsøg på at genoptage diskussionen om den følsomme grænse imellem Københavns og Frederiksberg Kommuner.

Strukturreformen fik især betydning for København på det regionale niveau. Den politiske beslutning om at erstatte amtskommunerne med fem regioner kom nemlig til også at omfatte både Københavns og Frederiksberg Kommuner, som fra d. 1. januar 2007 kom til at indgå i Region Hovedstaden sammen med kommunerne i de tidligere Københavns og Frederiksborg Amter samt Bornholms Regionskommune. Den nye region med et politisk valgt regionsråd fik hovedsæde i Hillerød.

Hovedstadens Udviklingsråd (HUR) havde siden år 2000 først og fremmest haft ansvaret for den overordnede planlægning i det storkøbenhavnske område samt det overordnede ansvar for kollektiv trafik i området. Det blev nedlagt i forbindelse med Strukturreformen. Det samme skete med Hovedstadens Sygehusfællesskab (H:S), der siden 1995 havde haft det overordnede ansvar for sygehusdriften i Københavns og Frederiksberg Kommuner. Det ansvar overgik med reformen til den nye Region Hovedstaden.

Fra den 1. januar 2027 slås Region Hovedstaden og Region Sjælland sammen til Region Østdanmark.

Der blev heller ikke med Strukturreformen lagt op til ændringer af styreformen i København. Kommunen fortsatte med 55 medlemmer af Borgerrepræsentationen samt en overborgmester som født formand for Økonomiudvalget og derudover seks selvstændige forvaltninger styret af hver sin borgmester. Reformen betød dog, at København meldte sig ind i KL, som man tidligere ikke havde været medlem af. Siden har overborgmestrene også være medlem af KL's bestyrelse.

København har ikke som andre kommuner et byråd eller en kommunalbestyrelse, men en borgerrepræsentation, der består af 55 folkevalgte. Borgerrepræsentationen blev i 1840 oprettet af Christian 8. ved en forordning. Dens indflydelse var i begyndelsen begrænset, idet kongen udpegede Københavns overpræsident og (indtil 1858) borgmestre, mens kun rådmænd blev valgt af Borgerrepræsentationen. Først med en ny styrelseslov fra 1938 kan man tale om en egentlig demokratisering af kommunen, idet borgerrepræsentationen da fik tillagt enerådig beslutningskompetence, mens magistraten – der udgjordes af borgmestrene – kun havde den administrative myndighed.

Denne form for magistratsstyre fortsatte frem til 1998, hvor Styrelsesloven blev ophævet, og i stedet kom mellemformstyret.

Mellemformstyret betyder, at borgerrepræsentationen vælger et økonomiudvalg og seks stående udvalg (Teknik- og Miljøudvalget, Børne- og Ungdomsudvalget, Sundheds- og Omsorgsudvalget, Socialudvalget, Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget), som opgaverne fordeles imellem. Overborgmesteren er formand for borgerrepræsentationen og Økonomiudvalget, mens de seks borgmestre er formænd for deres respektive udvalg. Udvalgenes beslutninger udføres af tilsvarende forvaltninger. Samtlige borgmestre er medlemmer af Økonomiudvalget og er også selvstændigt ansvarlige for deres egne forvaltninger. Overborgmesteren kan ikke afskedige de valgte udvalgsborgmestre, hvorfor rådhuset har fået tilnavnet »De syv kongedømmer«. Det har ofte i den offentlige debat ført til kritik af en kompliceret forvaltningsstruktur.

Der har i over 100 år været rødt flertal i København. I perioden 1917-62 havde Socialdemokratiet absolut flertal i Borgerrepræsentationen. Siden 1903 har Socialdemokratiet haft finansborgmesterposten (fra 1938 overborgmesterposten).

Flere gange har der været forslag fremme om at ændre styreformen til det flertalsstyre, der er modellen for landets kommuner uden for de største byer, men der har aldrig været politisk opbakning til så markante ændringer.

Arbejdsmarkedet og erhvervslivet i Københavns Kommune afviger næsten på alle parametre fra landets øvrige kommuner. Beskæftigelsen er dobbelt så stor som i landets næststørste kommune, Aarhus.

Industri udgør en mindre andel end i de fleste andre kommuner. Selv om Københavns Kommune er hjemsted for ministerier og andre statslige institutioner, er den offentlige sektors andel af beskæftigelsen lidt mindre end for landet som helhed og også mindre end i mange andre kommuner. Til gengæld fylder de typiske storbyerhverv som finansvirksomheder, rådgivningsfirmaer, it, medier, forskning og oplevelseserhverv væsentlig mere end i landets øvrige kommuner.

Det københavnske arbejdsmarked er tæt integreret med omegnskommunerne, og der er i Københavns Kommune langt flere arbejdspladser, end der er erhvervsaktive personer med bopæl i kommunen. Disse to faktorer medfører, at der er en omfattende pendling til og fra kommunen.

Både arbejdsmarkedet og erhvervslivet er også præget af, at København er en universitetsby. Det tiltrækker virksomheder, der har brug for højt kvalificeret arbejdskraft og en nærhed til forskning- og udviklingsmiljøerne. Samtidig er studerende en vigtig arbejdskraft i sommersæsonen i turisterhvervene.

Tidligere var kommunen hjemsted for en række af landets største industri-, entreprenør- og handelsvirksomheder. Det er ikke tilfældet længere. Flere af de store virksomheder har flyttet deres hovedkvarterer ud til omegnskommunerne eller til udlandet, eller de er blevet solgt til udenlandske koncerner. Dertil kommer, at virksomheder med hovedkvarterer i især Jylland på mange områder er vokset langt hurtigere end de københavnske. Af de 10 største danske virksomheder målt på omsætningen (i 2024) havde kun A.P. Møller-koncernen hovedsæde i Københavns Kommune.

Til gengæld er Københavns Kommune hjemsted for hovedsæderne for de største banker, realkreditselskaber og pensionsselskaber. De største er Nordea, Danske Bank, Nykredit, PFA Pension og PensionDanmark. Også en række af landets større rådgivningsvirksomheder som den rådgivende ingeniørvirksomhed Rambøll A/S og revisionsselskabet Deloitte har deres hovedsæder her, ligesom de store advokatfirmaer som især Kammeradvokaten, Kromann Reumert, Gorrissen Federspiel samt Bech-Bruun.

De største danske medievirksomheder fylder også en hel del i erhvervslivet. Branchen omfatter tv, radio, streamingtjenester, kanaludbydere, printmedier som aviser, ugeblade og forlag. Blandt de største mediehuse er DR, JP/Politikens Hus, Egmont og Aller.

Ligesom i de fleste andre kommuner findes de største arbejdspladser i den offentlige sektor. Som det er normen landet over, er kommunen samlet set selv den største arbejdsgiver. Samtidig er Rigshospitalet og Bispebjerg Hospital blandt byens største arbejdspladser.

Den største koncentration af arbejdspladser er i bydelen Indre By, som især er præget af hoteller, restauranter, oplevelseserhverv, detailhandel, finanssektoren, ministerier og kommunen. Et andet vigtigt område er Københavns Universitets afdelinger omkring Nørre Allé kaldet Copenhagen Science City, hvor der er en koncentration af forskning og uddannelsescentre samt vidensvirksomheder og startupmiljøer.

Herudover er der en større koncentration af arbejdspladser i bydelene Valby, Amager Øst og Amager Vest samt i de nybebyggede områder i Ørestad og Nordhavn.

Ørestads erhvervsliv er præget af rådgivningsvirksomheder, farmaceutiske virksomheder, hoteller, butikscenteret Field’s, messecenteret Bella Center Copenhagen, DR Byen, Nordeas danske hovedsæde, Københavns Universitets Søndre Campus og IT-Universitetet.

I området i og omkring Nordhavn er erhvervslivet en blanding af de traditionelle havneerhverv og nye byerhverv, som er flyttet til, i takt med at Nordhavnen og området omkring forvandles til et kvarter med erhverv og boliger. Her er containerhavn, kajanlæg til krydstogtskibe og færgeleje for rutebåden til Norge, fisketorv, rederier og mindre skibsbyggerier, side om side med store advokathuse, investeringsrådgivere, engrosvirksomheder, auktionshuse og faglige organisationer.

I lighed med landets øvrige kommuner betød finanskrisen fra 2008 en nedgang i beskæftigelsen i Københavns Kommune. Nedgangen var dog mindre end for de fleste andre kommuner, ligesom København hurtigt oplevede en vending. Allerede i 2010 steg antallet af beskæftigede, og det er fortsat frem til 2018, som er den seneste opgørelse for beskæftigelsen. I november 2018 var beskæftigelsen godt 50.000 højere end før finanskrisen, svarende til en stigning på ca. 15 %.

Enkelte brancher er imidlertid gået tilbage. Den samlede beskæftigelse er faldet lidt i finanssektoren, telekommunikation og ejendomshandel. Transportbranchen har i samme periode mistet næsten 7.000 arbejdspladser, svarende til et fald på 34 %. Til gengæld gæld tegner tre brancher sig for særlig store stigninger. Det er hoteller og restauranter, der i perioden 2008‑18 har forøget beskæftigelsen med 74 %, it og informationstjenester med 54 % og rådgivning med 52 %. Tilsammen har disse tre brancher øget deres beskæftigelse med næsten 30.000 personer.

Da coronakrisen ramte København i marts 2020 var det således afslutningen på et vækstforløb med store brancheforskelle, der efter finanskrisens afslutning havde stået på op gennem 2010’erne.

Selv om Københavns Kommune har succes med at tiltrække virksomheder og øge beskæftigelsen, er virksomhederne på en række områder kritiske over for deres kommune. I Dansk Industris barometer for det lokale erhvervsklima i 2024 indtog Københavns Kommune en 83.-plads blandt landets 98 kommuner. Det skyldes en kritisk vurdering af de fleste af kommunens erhvervsmæssige indsatsområder lige fra sagsbehandling til skatter, afgifter og gebyrer.

Uddannelsesniveauet er væsentlig højere i Københavns Kommune end i landet som helhed. Det hænger bl.a. sammen med, at København er en meget stor arbejdspladskommune med mange arbejdspladser til højtuddannede og rummer mange videregående uddannelser. De færdiguddannede kandidater bliver ofte boende i kommunen.

På landsplan havde 12,6 % af de 30-34-årige alene en grundskoleuddannelse i 2024, mens andelen i København var 5,9 %. Samtidig havde 77,8 % af de 30‑34-årige en videregående uddannelse. Det tal er noget højere end landsgennemsnittet på 57,0 %.

Et nyfødt barn i Københavns Kommune havde i 2024 en beregnet middellevetid på 80,7 år mod 81,5 år på landsplan. Ifølge Den Nationale Sundhedsprofil 2021 rapporterede 85,7 % af den voksne befolkning i Københavns Kommune at have et fremragende, vældig godt eller godt selvvurderet helbred. Landsgennemsnittet samme år var 83,3 %.

Med en gennemsnitlig disponibel indkomst på 278.000 kr. i 2023 lå københavnerne tæt på landsgennemsnittet på 280.000 kr. Når indkomsten ikke er højere i København, hænger det sammen med det store antal studerende, der trækker gennemsnittet ned. Det ses også på den gennemsnitlige nettofamilieformue, der var 1.662.000 kr. i 2020 – noget under landsgennemsnittet på 2.259.000 kr.

• Region Østdanmark
• kommunalvalg og regionalvalg 2025
• kommunalvalg
• kommune

• Københavns Kommune